FARSØ: I sidste uge blev der afholdt generalforsamling i Farsø Varmeværk.
Og der var gode nyheder for nye potentielle forbrugere i Fandrup og Ullits. For selvom det i medierne var meldt ud, at regeringens fjernvarmepulje var opbrugt, så havde Farsø Varmeværk få timer inden fået den besked, at man var blevet bevilliget de 2,4 mio. kr. der var søgt om.
Det betyder, at Farsø Varmeværk nu har sat ingeniørfirmaet, som er sat på opgaven, med at finkalkulere udrulningen af fjernvarme til Fandrup og Ullits.
-Herefter vil vi i løbet af kort tid invitere Ullits og Fandrup til møde, hvor vi vil fremlægge den endelige kostpris for at komme på, fortæller formand for Farsø Varmeværk, Søren Kjær.
Forudsætningen er fortsat, at 60% – svarende til ca. 135 af husstandene i Fandrup og Ullits slutter sig på. Dette er der allerede givet håndslag på. Men nu er projektet kommet dertil, hvor skriftlige aftaler skal på plads inden, der kan arbejdes videre. 65 husstande fra Fandrup og 75 fra Ullits har vist positiv interesse
-Det er sådan, at det er de nye forbrugere der skal betale den nye hovedledning fra Farsø via Fandrup til Ullits, fortæller Søren Kjær. Det beløber sig til omkring kr. 4.500,- pr. forbruger i 15 år. Hertil kommer naturligvis forbrug, som er den samme pris som forbrugere i Farsø betaler.
På generalforsamlingen kunne Søren Kjær endvidere fortælle, at interessen fra industriområdet i Farsø ikke er tilstrækkelig til at rulle fjernvarme ud her. Dette projekt lægges derfor i skuffen igen.