Gert Hosbond gjort til æresmedlem af handlen i Farsø

FARSØ: Siden at nuværende udviklingschef Gert Hosbond startede i Sparekassen Farsø i 1987, har han været en ildsjæl for Farsø i mange aspekter. Og det skal belønnes!.

På Farsø Handelsstandsforenings generalforsamling i sidste uge, blev afgående kasserer og ildsjæl Gert Hosbond handelsstandsforeningens første æresmedlem. Her ses til højre Gert Hosbond med æresmedlemskabet, netop overrakt af formand for Farsø Handelsstandsforening Jørgen Højrup Jensen.

Der var derfor også noget helt særligt i vente, da Gert Hosbond, som afgående kasserer i Farsø Handelsstandsforening, i aften deltog i foreningens generalforsamling.        

Det første æresmedlem nogensinde
Her blev Gert Hosbond gjort til æresmedlem af foreningen. Faktisk som det allerførste æresmedlem i handelsstandsforeningens 48-årige historie.

– Jeg måtte i lokalhistorisk arkiv for at se, om det er sket tidligere, og det har jeg ikke kunnet finde noget om, sagde formand for Farsø Handelsstandsforening, Jørgen Højrup Jensen, inden æresbeviset blev overrakt til Gert Hosbond

Fortjent
– Du har om nogen fortjent at blive Farsø Handelsstandsforening første æresmedlem. Du har altid været initiativrig og god til at finde løsninger til fordel for Farsø, lød det videre fra Jørgen Højrup Jensen.    

Startet mange initiativer i Farsø
Gert Hosbond er oprindeligt skolelærer og endda på Farsø skole. Her underviste han bl.a. i EDB og idræt. Det var især EDB-faget som bragte ham til sparekassen, mens idrætten gav interessen for den lokale håndboldklub, initiativet til Farsø Løbet, etableringen af Dronning Ingrid Hallerne, Danmarks sundeste arbejdsplads, Sundhedscenter Vesthimmerland i Farsø, m.fl.

Men også interessen for et samarbejde mellem Handel, Erhverv og Turisme førte til Servicekontoret – det nuværende ETC på Torvet 1 i 1994, som Gert Hosbond er medstifter af og har været formand for siden dets start. Ud over at være kasserer i handelsstandsforeningen, har Gert Hosbond også været medinitiativtager til handelskampagnen Farsø – her handles, der over flere gange har sat Farsø på landkortet for utraditionelle og effektfulde handelstiltag.        

Ud over at stoppe i handelsstandsforeningen, stopper Gert Hosbond også i Sparekassen Farsø med udgangen af denne måned for at gå på efterløn.  

Men Gert Hosbond forsikrer, at han fortsat vil være en del af nogle aktiviteter i Farsø. For det at være ildsjæl, kan man ikke lægge på hylden fra den ene dag til den anden – og der er også nogle der siger, at man skal leve et aktivt otium.    

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: