Genskabelse af en levende Limfjord!

LIMFJORDEN: Den grønne trepart skaber håb om at få den levende og varierede Limfjord uden fedtemøg og iltsvind tilbage. 

Med en reduceret udledning af næringsstoffer skabes betingelserne for en renere fjord med mere liv. Dette kan dog vare mange år, så fjorden har brug for støtte at komme sig igen. Det er nødvendigt med en helhedsorienteret indsats fra alle kommunerne rundt om den nødlidende patient. Fem lokalafdelinger af Danmarks Naturfredningsforening, heriblandt afdelingen i Vesthimmerland, har derfor udarbejdet et forslag til en naturpark, som dækker store dele af den centrale Limfjord.

Genopretning af fjorden
En sådan naturpark vil kunne danne rammer, som kan fremme genopretningen af fjordens unikke natur. Det vil være en win-win situation for netop naturen med den dejlige Limfjord i centrum vil tiltrække turister og indbyggere til kommunerne omkring fjorden.

Et område med mange værdier
Det foreslåede område dækker ca. 57.000 ha og strækker sig fra Aggersund og Vejlerne i nord til Salling i syd og fra østsiden af Mors til Vesthimmerland. Området berører de fem kommuner Jammerbugt, Thisted, Morsø, Skive og Vesthimmerland. Når netop dette areal er interessant og oplagt, skyldes det at området inkluderer flere biologiske, geologiske og historiske interessepunkter. Nogle har allerede opnået eller ansøger om optagelse på UNESCO´s Verdensarvslister.

Desuden omfatter området en række nuværende Natura 2000 områder. Erfaringer fra andre naturparker viser, at fokus på et område giver basis for flere turister og erhvervsfremgang.

En naturpark er ikke det samme som en naturnationalpark
Naturnationalparker udpeges af regeringen, der også ved lov fastsætter rammerne for aktiviteter mv. indenfor områderne.

Naturparker etableres derimod på kommunalt initiativ som en certificering under Friluftsrådet. Naturparker indebærer derfor ikke lovgivningsmæssige rammer og alle initiativer skal ske efter frivillige aftaler med de berørte parter, ligesom det er frivilligt for den enkelte lodsejer, om jorden skal være omfattet af naturparken.

Fra en snæver naturfredningsvinkel er naturparken altså et noget svagere redskab end en egentlig naturnationalpark, men til gengæld har naturparken en stor styrke i den lokale forankring af de aktiviteter, som foregår og man kan i højere grad inddrage den lokale kulturelle og historiske baggrund. Samarbejdet lokalt fremmer også engagement og iderigdommen.

Kommunerne skal på banen
Det kommunale engagement er afgørende for etableringen og driften af en naturpark. Danmarks Naturfredningsforeningers lokalafdelinger har derfor sendt forslaget til en naturpark i den centrale del af Limfjorden til de fem involverede kommuners borgmestre. Der planlægges desuden med en række møder på tværs af kommunerne og sammen med andre friluftsorganisationer og lokale erhvervs- og turisme organisationer.

-Der er stor folkelig opbakning til at vi gør noget for at få genskabt det rige og varierede dyre- og planteliv i vore fjorde. En Naturpark kan også skabe rammer for et bedre vandmiljø til glæde for turister og ikke mindst os der bor omkring fjorden.   Initiativtagerne opfordrer alle til at spørge deres kandidater til det kommende kommunalvalg om de vil medvirke til at skabe rammer for en levende Limfjord uden fedtemøg og iltsvind, siger Jakob Kortegaard, formand for Danmarks naturfredningsforening i Vesthimmerland

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.