ERTEBØLLE/RISGÅRDE: Som beskrevet her i avisen for en måned siden, så er der i områdefornyelsesprogrammet for Distrikt 3, der bl.a. omfatter Ertebølle og Risgårde, beskrevet at man ønsker den nuværende vandre- og cykelsti mellem Ertebølle og Risgårde genoprettet.
Var tæt på at blive sløjfet
Stien er ufremkommelig flere steder, da den ikke har været vedligeholdt i årevis. På et tidspunkt (i 2021 – red.) var det sågar på tale at sløjfe strækningen, som er en del af den Nationale cykelrute 12, og i stedet føre cyklisterne omkring Strandby.
Entreprenør er gået i gang med arbejdet
I sidste uge gik entreprenørmaskiner i gang med at genoprette de eksisterende stispor med vejhøvl og grus. På udvalgte steder tilføjes der sten- og gruslag i flere niveauer, så vandet kan sive væk gennem underlaget og oversvømmelse undgås.
5,5 km strækning
Stiforløbet er ca. 5.5 km langt og strækker sig fra Ertebølle Strand langs kysten mod syd til Risgårdevej, godt 1 km nord for Risgårde by. Arbejdet udføres med respekt for naturen og den historiske køkkenmødding i Ertebølle, hvor stien passerer. I områdebeskrivelsen står der også, at der skal opsættes et udsigtstårn ved Sønderfjord. I Risgårde har man allerede et udsigtstårn.
Er til for at blive brugt
Fremadrettet vil naturen selv finde tilbage på stien, men den bedste vedligeholdelse sker, når stien bruges til det, den er tiltænkt – nemlig som vandre- og cykelsti. Derudover vil lokale borgere bidrage til at holde stien i god stand ved at slå græs og efterfylde grus efter behov.
Projektet kører sideløbende og uafhængigt af Birkebæk Lavbundsprojektet, men dog i samarbejde, da det projekt færdiggør stistrækningen nord for Birkebækken.
Genopretningen udføres af Vesthimmerlands Kommune i samarbejde med arbejdsgruppen for området i Distrikt 3, lokale borgere, lodsejere samt den tilknyttede entreprenør, Gunnar Nielsen.
/cf
