GEDSTED/STRANDBY/HAUBRO: Ud af de 35 arrangementer som er på plakaten i Vesthimmerlands Kulturuge 10, kan man tælle sig frem til at de 7 foregår i Gedsted.
Traditionen tro går Gedsted Skole forrest med morgensang forskellige steder i Gedsted og en enkelt dag i administrationsbygningen i Aalestrup. Som en skole med stor vægt på musik, så er det en god måde at få børnenes musikglæde spredt udenfor skolen. Det er bl.a. hos købmanden, Den Gl. Foderstof m.fl.
Gedsted Kunstforening står også bag to kunsteftermiddage i Getamaskoven. Arrangementet er primært for børn, hvor de skal finde det i skoven de kan bruge til deres kunstværk.
Og endelig står Vennepunktet i Gedsted bag en aften med fællessang og fortælling. Mange af Erik Sommers sange har fundet vej til højskolesangbogen, og de synges ved mange særlige lejligheder i kirken, efterskoler og højskoler osv. Erik Sommer stammer i øvrigt fra Gedsted.
Koncert i Strandby
Også Strandby har et programpunkt i Kulturugen, nemlig en Ib Grønbech koncert i Strandby Hallen. Det er desværre ikke muligt for interesserede at få billet til denne koncert, da den har været udsolgt længe.
Foredrag i Haubro
Himmerlands Ungdomsskole har i anledning af Kulturugen inviteret Morten D.D. Hansen, kendt fra tv til Haubro for at holde sit foredrag ”Vilde haver og vilde byer”. Et emne som i øvrigt passer godt til Himmerlands Ungdomsskoles profil, med egen grønsagshave.
/cf