GEDSTED: Ikke mange byfester har program for en uge, men det har man i Gedsted. Fra på søndag – ja faktisk allerede fra på lørdag – hvor købmanden har veteranbiltræf på Torvet, og en uge frem afholdes der Gedeskæg.
Tidligere blev Gedeskæg afholdt i uge 25, men sidste år, for ikke at byfesterne i Gedsted og Hvam skulle falde sammen i samme uge, blev Gedeskæg afholdt tidligt – allerede i uge 23. Nu har Gedeskæg lagt sig fast på uge 26, som er lige op til skoleferien, hvor ekstra mange har mulighed for at deltage, også børnene på Gedsted Skole, der afholder cykelsponsorløb dagen inden sidste skoledag.

Tidspunktet passer også den lokale fodboldklub Fjelsø Gedsted FF rigtig godt. Fodboldklubben har droppet sin sportsuge for at blive en del af Gedeskæg. Det er også årsagen til at næsten alle byfestaktiviteter, inkl. telt og forlystelser rykker til Sportspladsen ved Gedsted Hallen. Selvom Anlægget, der ligger på den anden side af hallen, er flot og idyllisk, så tænker Gedeskæg i år praktisk, særligt m.h.t. strøm, vand og toiletter til festen.
Der er i den grad tale om en fest for alle aldre, lokale og folk som kommer på besøg.
Starter med Veteranbilstræf lørdag
Som før nævnt, lægger festen faktisk allerede ud lørdag middag med veteranbilstræf, hvor Min Købmand og Hessellund igen er gået sammen og har inviteret veterankøretøjer til byen, nærmere bestemt til Torvet midt i Gedsted. Købmand Michael Frederiksen har ikke tal på hvor mange køretøjer der kommer. Der kommer dagligt nye tilmeldinger og vejret lover godt, så heldigvis er der god plads omkring Torvet lyder det fra Købmanden.
Ud over at tage et kig på de nostalgiske køretøjer, så kan man også få sig noget lækkert at spise. Der bydes på grillstegt kamsteg med kartoffelsalat og salat. Derudover drikkevarer samt kaffe og kage.
Friluftsgudstjeneste med sang og musik søndag
Søndag, mens det sidste gøres klar til festen på Sportsplads, så finder der endnu et arrangement sted som ikke fremgår af det officielle Gedeskægsprogram, nemlig en friluftsgudstjeneste i præstegårdshaven i Gedsted, der byder på masser af sang og musik til sommersange og salmer. Efterfølgende er der mulighed for picnic i præstegårdshaven. Det er naturligvis sognepræst Asger Staugaard Nielsen der stiller præstegårdshaven til rådighed for arrangementet.
Skt. Hans ved Kulturfabrikken – mandag
For 2. gang indbyder Kulturfabrikken til Skt. Hans hygge. Det er med båltale og musik ved bålfadene. For båltalen – som er et båleventyr står Lene Björk, som er medlem af Kulturfabrikkens bestyrelse. AnjaAnemone Guldhammer vil stå for hyggemusikken samt sørge for at alle stemmer i til Midsommervisen. Kulturfabrikken håber på en ligeså hyggelig aften som sidste år, hvor ca. 100 dukkede op for at fejre midsommeren i Gedsted. Kulturfabrikken er desuden vært ved kaffe og kage.
Fodbold og håndbold på Sportspladsen
Inden Skt. Hans arrangementet vil de første fodboldkampe være startet op på Sportspladsen. Det er U9 ungdomsfodbold i Fjelsø Gedsted FF. Tirsdag fortsætter fodbolden med en ungdomsturnering.

Onsdag finder en børne-streethåndbold turnering sted og endnu mere fodbold, serie 5 og en all stars turnering.

Det forventes at mange vil møde op som tilskuere til disse aktiviteter og hygge sig med en øl og måske besøge tombolaen, der har mange fine gevinster. For børn er der gratis hoppeborg og andre sjove spil under hele byfesten.

Gedsted Skoles cykelsponsorløb
Torsdag aften lægger ud med Gedsted Skole og LBO Børnehusets cykelsponsorløb som er arrangeret af forældreforeningen. Sidste år deltog 40 børn, der svarer til halvdelen af eleverne på Gedsted Skole, samt skoleleder Anne Mette Rasmussen. Der blev kørt mange penge ind på de 45 minutter cykelsponsorløbet varede, for at tjene penge ind til skolens lejrskoler. Det er også håbet i år. Der kan anvendes cykler, christianiacykler, løbehjul og cykler med støttehjul for at nå så mange runder som muligt. Rundstrækningen er på ca. 500 meter og har samme forløb som sidste år, nemlig ad Stadionvej, Holmmarkvej og igennem Anlægget.
Efter cykelløbet er der brug for aftensmad og her opfodres alle til at medbringe mad til grillen ved hytterne i anlægget, men der kan også købes mad i teltet. Aftenen i teltet byder også på irsk folkemusik.
Torvedag og skumparty
Fredag starter gedeskæg allerede ud først på eftermiddagen. Her vil der være torvedag/bagagerumssalg på Stadion hvor flere lokale butikker, foreninger og private vil være på plads til en god handel. Til de gode handler vil der være livemusik v. Darko i teltet, ligesom der er også er sørget for mad – streetfood, lige fra burgere og frikadeller til vafler.
Midt eftermiddag sker der noget mange børn har set meget frem til, nemlig et skumparty. Sidste år var børnene ikke til at drive væk så længe der var skum, selvom de blev drivvåde.

Livemusik og god stemning
Henimod aften finder Gedeskægsmesterskabet i fodbold sted efterfulgt af to gange livemusik i teltet. Først Kim Larsen musik, herefter Pure Drunks. Der skal nok blive høj stemning i teltet efter Beerpong turneringen er gået i gang og musikken fortsætter ud på natten.

Fuldt program lørdag
Lørdag er Gedeskægs sidste dag, men der er også meget på programmet som lægger ud fra morgenstunden med gratis rundstykker i teltet som til middag afløses af et gratis sildebord. Om formiddagen vil børnene få besøg af en klovn, så der vil der helt sikkert være tomt på hoppeborgene for en stund.

Over middag er der arrangeret gadefodbold, hvor man håber mange gader/vennegrupper vil stille op for at vinde pokalen Når denne turnering er afviklet gøres klar til aftenens store fest i teltet med fællesspisning, live musik med Tailors og kåringen af årets Hyrder.
LÆS Gedeskægssiderne i Farsø Avis HER
/cf
