GEDSTED: Gedsteds byfest, Gedeskæg, fandt sted hele i sidste uge, og der var masser af aktiviteter på programmet fra start til slut.
Masser af fodbold
Med Fjelsø-Gedsted FF som medarrangør af festen, stod den de første dage på fodbold på Gedsted Stadion, hvor også de øvrige byfestaktiviteter befandt sig. Bolden var derfor givet godt op, og der var godt med tilskuere til at heppe på holdene. Ungdomsturneringen blev et lokalopgør hvor omegnsklubberne fra Aalestrup, Farsø og Ulbjerg var inviteret til Gedsted. Men der blev også spillet serie 5. Senere på ugen gjaldt det Gedeskægsmesterskabet som Gedsted slev vandt og Gadefodbold. Til gadefodbold stillede 10 ”gader” op. Det blev Stadionvej som løb med sejren og pokalen.

Desværre slog håndbold sig ikke an i Gedsted, så i stedet blev der lynhurtigt banket en forhindringsbane op, som straks blev indtaget af ca. 20 børn der kæmpede om medaljer i hver aldersgruppe.

Cyklede kr. 13.500 ind
Torsdag aften cyklede 45 børn kr. 13.500 ind til Gedsted Skoles lejrskolekasse. Cykelsponsorløbet var arrangeret af Forældreforeningen på skolen og foregik på en rundstrækning mellem sportspladsen og gennem anlægget.

Aldrig har der været så mange torsdag
Torsdag aften blev i det hele taget en publikumssucces, først med cykelsponsorløb og senere til irsk musik i festteltet.
– Vi har ikke tidligere haft så mange til Gedeskæg torsdag som i år, fortæller Majken Holm fra Gedeskægskomiteen, der i det hele taget er meget tilfreds med opbakningen og fremmødet til dette års Gedeskæg.
Aftalen med vejrguderne var også i orden. Det regnede heldigvis kun når vi havde aktiviteter i teltet, ellers var det et skønt byfestvejr og blæsten generede os ikke i læ af Gedsted Hallen, lyder det videre fra Majken Holm.
Gode aktiviteter for børn og voksne
Ud over hoppeborge, skumparty, krea, klovneoptræden og fodbold til børnene – alt sammen gratis, så var der også god hygge til voksne. Torsdag, fredag og lørdag var der livemusik, som gav stemning på sportspladsen og i teltet.






-Vi havde fundet nogle virkelig gode musikere, så det gør vi igen, siger Majken Holm, der også fortæller at der var rigtig god forplejning under hele festen, så man ikke behøvede at tænke på aftensmaden.

Årets hyrder kåret
Lørdag aften sluttede festen af med spisning og fest i teltet. 240 deltog i spisningen og flere dukkede op senere på aftenen.

Det var også denne aften årets hyrder blev kåret. Det blev Søren P. Johansen og Brit Laursen. De to blev valgt med flest stemmer. Der følger ingen forpligtelser med kåringen, for man bliver rost for det man allerede har gjort.
Søren P. Johansen har gennem mange, mange år været en stor mand i Gedsted. Han har bl.a. makket crossere med udsatte unge, været havemand for dem som havde brug for hjælp, “visevært” på Torvet, en af tovholderne på petanque og fællesgrill hver onsdag i byens anlæg. Og meget meget mere.
Hyrdinden blev Brit Laursen som man altid bliver mødt af med et kæmpe smil, i GFI bestyrelsen hvor hun står for SoMe og hjælper altid gerne andre foreninger/private med at lave et opslag spændende til SoMe, hun har været jumping instruktør i fire år, og så deltager hun i stort set alle byens arrangementer og viser stor støtte.

Gedeskæg sluttede af med fest og livemusik i teltet natten til søndag.


Uge 26 ligger fast
Det er allerede nu besluttet af Gedeskæg igen næste år afholdes på Sportspladsen. Alle er godt tilfredse med placeringen og så er den også praktisk af hensyn mad, toiletter m.v. Tidspunktet ligger også fast. Det bliver uge 26 igen næste år, så falder Gedeskæg ikke sammen med andre byfester, og så bliver det igen en festlig start på sommerferien.
/cf