HVALPSUND: Igennem flere år har Friplejehjemmet Hesselvang drømt om at omdanne og gøre det store haveareal (Hvalpsund’s gamle byanlæg) Frøsang-Bakke endnu mere attraktivt.
Tegningen blevet lavet i 2017
Der blev i 2017 udfærdiget en spændende haveplantegning af landskabsarkitekt Helle Nebelong, som bød på rigtig mange fine ideer.

Det er da også gået støt fremad, og der er taget godt hul på at forskønne området med b.la. en stor musikhave med 10 forskellige instrumenter, støttet af fondsmidler, hyggeligt afslappet miljø omkring havepavillonen, og et dejligt drivhus og højbede.
Lige nu har en arbejdsgruppe fokus på at skabe faciliteter der virker tillokkende for både de beboere der bor på Hesselvang, pårørende, medarbejdere, frivillige og Hvalpsund’s borgere i alle aldre, spejdere, skolebørn fra naboskolerne, ja kort sagt alle fra hele lokalområdet der har lyst til at bruge haven. Planen er at invitere offentligheden til hygge, aktivitet, sport, spil, sang, musik, udstillinger, bålmad og ikke mindst socialt samvær og nærvær med hinanden. Kun fantasien sætter grænser.
Derfor bliver arbejdsgruppen der består af Alice Skals og Dorthe Bredtoft, der er henholdsvis bestyrelsesmedlem og aktivitetsmedarbejder på Friplejehjemmet Hesselvang ved med at søge om fondsmidler til at hjælpe med at realisere disse drømme.
Gaveregn fra fonde
Stor blev glæden da også den 16.juni, da det gik op for alle på Hesselvang, at to af de store fonde Nordea Fonden “Her gror vi”, og Lokale og Anlægsfonden, som der i foråret blev søgt om midler hos, samme dag kvitterede med et “godkendt”. Samtidig var der meddelelse om at der er penge i vente til udbetaling, når alle formaliteter og tilladelser er i orden.
Alice Skals og Dorthe Bredtoft, der har stor erfaring i at søge fonde til projekter på Hesselvang fortæller:
-For små to måneder siden var vi heldige at få søgt Chris Mc Donalds Fond, More Play puljen. Der kom også hurtigt besked, og der følger kr. 130.000,- som er øremærket til et lege- og aktivitetsområde. Friplejehjemmet Hesselvang’s bestyrelse står som ansøger af midlerne.
Samme bestyrelse har også søgt Nordea Fonden og fået tildelt kr. 801.444,- Fonden har doneret det fulde beløb vi har ansøgt om, og det skal sammen med bestyrelsens egenbetaling på kr. 125.000,- og et flot beløb fra Hvalpsund Pensionistforening på kr. 5.000,- kunne dække en flisebelagt pergola, med flere opholdspladser med bænke og blomstrende klatreplanter i pergolaens åbne tagkonstruktion. En stor ottekantet bålhytte med handicapvenlig underlag, en shelter, et udekøkken, en brændehuggeplads og en cirkelrund eventplads. En større terrænregulering med flytning af jord, nødvendiggør at projektet starter med det, da arealet skråner en del.
Fra Lokale og Anlægsfonden er tildelingen på kr. 200.000,- og her er det Hesselvangs Venners forening der er ansøger. Med en egenbetaling på kr. 25.000,- fra Venneforeningen, vil beløbet samlet give et godt supplement til lege- aktivitetsområdet med udendørs træning, motorisk balance-og aktivitetsredskaber og krolfbane. Basket træningsplads og en overdækket bålhytte.
Fondsmidlerne er helt sikkert hjulpet godt på vej af den egenbetaling som Hesselvang og Venneforeningen selv kan præstere. Vi er ikke i tvivl om at Fondene tager egenbetalingen til efterretning, når de vurderer finansiering og tildeling, fortæller Alice Skals og Dorthe Bredtoft
Trivselsfremmende, bæredygtigt og tro mod naturen
Fondene skriver meget tydeligt i deres ansøgningsmateriale, at de lægger vægt på, at det vi søger om, og skaber af trivselsfremmende ting, skal være bæredygtigt og tro mod naturen.
De to sideløbende projekter, som på et tidspunkt skal ende ud i et samlet hele, og når de er færdige, må de ikke have et budget der tilsammen overstiger kr. 2,5 mio. og det er ret vigtigt, da Nordea har et kriterie om at de kun støtter projekter under kr. 2.500.000,-.
På Hesselvang er vi meget taknemmelige for alle donationerne, for det kommer til at gøre en væsentlig forskel, at der bliver mulighed for at skabe grobund for at alle aldersgrupper kan mødes i dejlige fællesskaber, og oveni købet med den smukke natur som kulisse.
Anlægsprojektet går i gang til efteråret
Når Nordea projektet med bålhytteområdet, shelter, pergola og event plads er færdig, forhåbentlig inden 2024 rinder ud, er det vores håb, at vi har fået de sidste midler vi mangler for at få realiseret Lege- aktivitets, træning, balance, krolf og basket området, så begge projekter i bedste fald kan følges nogenlunde sammen.
Længere ud i fremtiden er der også ønsker der er tegnet ind i haveplanen, og det være sig et smukt rislende vandløb med små broer over. Det skal løbe ned ad skråningen forbi den smukke blodbøg.
På toppen af Frøsang-Bakke er ønsket om et mindre udsigts lysthus, og en anelse længere nede på skråningen et stort aflangt bed med Rhododendron buske i flere farver.
Ja, haven kan blive ved med at udvikles, men det kommer aldrig til at gå så galt, at vi fortrænger vores søde heste, geder og høns og den jord som de går på. De dyr er der ingen der kan undvære, de er noget af det vigtigste vi har.
Vi vil opfordre alle interesserede til at kikke forbi Hesselvang til sensommer og efterår, alt efter om diverse tilladelser er kommet i hus. Så regner vi med at anlæggelsen af Nordea projektet er i fuld gang, og arbejdet dermed kan følges på tæt hold.
Vores entreprenør og hans folk har altid været imødekommende, har givet plads, og svaret på spørgsmål fra interesserede.

