FARSØ: I dag lørdag var FUIK’s støtteforening, FUIK’s Venner i gavehumør. Her overdrog de gaver for ca. 20.000 kr. i form af et VEO-kamera og en soundbox til brug i FUIK’s senior- og ungdomsafdeling.
Selvom antallet af indtægtsgivende aktiviteter i 2020 var begrænsede i FUIK’s Venner – ligesom i andre foreninger, så blev der alligevel afholdt Hoppe-Legeland, gennemført klublotto og salg af juletræer.
Overskuddet fra disse aktiviteter er nu brugt ved at kigge på FUIK’s ønskeseddel.
VEO kamera til taktik og spillerudvikling
Cheftræner i FUIK, Rudi Møller er meget glad for gaverne, som har været ønsker længe.
Særligt VEO-kameraet, som mange fodboldklubber efterhånden bruger til udvikling af spillerne og til at lægge taktik for kampe, glæder cheftræneren sig meget til at tage i brug.
Det særlige ved kameraet er, at det er placeret på 3 meter stage, således den kan filme hele banen. Den styres via smartphone. Den filmer hele træningspasset eller hele kampen og efterfølgende kan træneren se det optagede igennem og bruge en række funktioner, der enten følger bolden eller en bestemt spiller. Træneren kan klippe sekvenser ud til taktisk planlægning som han kan sende til hele holdet, alternativt kan han fokusere på spillerne individuelt, dele sekvenser med den enkelte spiller med henblik på spillerudvikling.
-Jeg forventer virkelig meget at dette intelligente kamera, og det kan godt være at det er lidt nørdet, men vi trænere kan umuligt nå at se alt fra sidelinjen, så det bliver virkelig et værktøj vi kan bruge udviklingsmæssigt og taktisk forud for kampe.
Grundet Corona, har Rudi Møller endnu ikke haft mulighed for at bruge kameraet i praksis.
-Indtil videre har jeg fået det demonstreret og set hvilke funktioner det kan tilbyde, og indrømmet det er lidt nørdet, siger Rudi Møller.
Til brug for alle senior og ungdomshold
Det er meningen at trænere for senior og ungdomsholdene i FUIK kan låne kameraet. Det er derfor også Rudi Møllers opgave at sætte trænerne ind i hvad og hvordan de kan bruge kameraet.
Stemning på stadion
Den anden gave fra FUIK’s Venner er en soundbox med mikrofon.
-Den skal bruges til at skabe stemning på stadion. Den kan bruges til at meddele startopstillinger, sponsorer og naturligvis målscorere under kampe. Men den kan også bruges under træning. Den er transportabel og kan styres fra en smartphone, så den skal vi nok få stor nytte af.
Ikke kampe og træninger endnu
Selvom FUIK for få uger siden havde standerhejsning, så er det hverken blevet til almindelige træninger eller kampe endnu, grundet forsamlingsloftet.
I stedet er senior- og ungdomsspillere blevet udstyret med træningsprogram. Det går på løbe-, stabilitets- og styrketræning på egen hånd.
Samtidig er der et ugentligt onlinemøde med deltagelse af spillere og deres træner.
-Her tales der om målsætninger for holdet, øvelser, taktik m.m., Men ligeså vigtigt, er det sociale, fortæller Rudi Møller, nu da vi indtil videre ikke kan mødes.