HVALPSUND: Efter to års afdæmpede udgaver af Jul på Hessel, var dette års udgave i den grad tilbage i fuldt vigør, og gæsterne strømmede til den gamle herregård.
Julehygge på Hessel stod i den grad børnenes i tegn, og det var virkelig noget der tiltalte børnefamilierne.

Overalt på den gamle herregård var der nostalgi og aktiviteter fra gamle dage, som børn og voksne havde mulighed for at prøve.

Hessels lade var indrettet som et ægte julemarked med træboder og pærer, så man følte sig helt henledt til gamle dage på torvene – blot under tag.

I forvalterboligen befandt sig børneværkstedet, hvor man kunne lave sit eget kogletræ og trænisser med hjælp fra en ægte håndværkernisse, klippe og flette gammeldags julepynt. I køkkenet kunne der koges krustader på det gamle brændekomfur og bages den sønderjyske småkage ”Gode råd”.
I storstuen blev aktiviteterne hver time afbrudt af Hessels gårdnisse, som bekendtgjorde at han havde fået dejlig risengrød og var i rigtig godt humør. Derfor bød han på sang og dans omkring juletræet.
En anden nisse, nemlig gårdnissen Laurits, fandt man i år i Hessels port hvor han bød velkommen til gæsterne.
Som traditionen foreskriver det på Hessel var der også et juletræ i hver stue. Der var således et træer med englepynt, halmpynt, med jule småkager, kræmmerhuse, stjerner og trommer og naturligvis det gammeldags træ pyntet med inspiration fra ”Peters Jul”.

I barnekammeret kunne man denne jul få indblik i hvad man gav hinanden i julegave i gamle dage. Det kunne være heste, køer, grise og får snittet i træ, et legetøjskomfur i blik. I 1800-tallet var et gaver der passede til henholdsvis piger og drenge og lærte dem rollerne som mor (dukker, sygrej, minikomfur) for piger og soldat/forsørger (kæphest og våben) for drenge. I fattige familier var det nytteting som strikkede strømper og trøjer, men også hjemmelavet legetøj af træ eller klude som bolde.
I barnekammeret fandt man også historien og hvad Familien Elle der ejede Hessel gav hinanden i julegave i 1860’erne. Det ved man fra Wilhelm Bruhns erindringer.

I stuerne lokkede duften fra køkkenet og bryggerset, for her var køkkenpigerne i fuld gang med at bage julesmåkager. I stuehuset var der også smagsprøver på Hesseløl og Hesselsnaps til de voksne. Hertil kom de mange velduftede boder med bl.a. hjemmelavet syltetøj, honning, gløgg, chokolader og bolsjer, som fordelte sig i såvel lade som forvalterbolig.
Med andre ord var der rigeligt at opleve, deltage i og nyde på Hessel, som betød at børnene ikke var lette at få med derfra igen. Og det må vel siges at være opskriften på den perfekte rejse tilbage til de gamle juletraditioner således de ikke går i glemmebogen.
