ULLITS: Efter mange år med gamle og faldefærdige huse i Ullits har Ullits borgerforening fået bevilget nedrivning af 3 huse i byen. Pengene hertil er kommet fra statens nedrivningspulje.
Vesthimmerlands kommune er i øvrigt den kommune i landet, der har fået den næst største pose penge af staten til nedrivning af de gamle huse. I alt er der i kommunen omkring 75 huse der er vurderet nedrivningstrængende. Så glæden var naturligvis stor, da Ullits borgerforening fik godkendt 3 huse til nedrivning.
De 3 huse var meget slidte og var begyndt at være til fare for nysgerrige børn. Så det var en glædens dag i byen da nedrivningsfolkene forrige uge væltede de 3 huse. Tilbage står der nu 3 tomme grunde, hvis fremtidige brug endnu er uvis.
Nu håber byens borgere på, at der er nogen der har mod og lyst til at bygge nye huse på de tomme grunde.