Galleri indtaget af børn

FARSØ: I den senere tid har der lydt glade barnestemmer i Galleri 14. Baggrunden er et samarbejde mellem galleriet og Bakkegårdens Børnehave.

Igennem hele efteråret har børnehavens 54 børn haft til opgave at beskrive deres familie. Dette kom Laila Eskedal, som har et barnebarn i Bakkegårdens Børnehave, for øre og dermed opstod ideen til at børnene skulle male deres familie på lærred i glade farver.

Malearbejdet har stået på igennem 4 uger og børnene har på skift i grupper været på besøg i Galleri 14, hvor galleriets kælder har været indrettet til malerværksted.

Sidste torsdag var det kommet så vidt, at de mange flotte billeder var kommet i rammer, sponseret af Sparekassen Farsø, og flotte side om side hang til skue i galleriet. Dette skete naturligvis med en fernisering, hvor forældre og søskende var inviteret med.

Galleriet var dermed fyldt med børn, musik og kunst. En god kombination, siger Laila Eskedal, som har nydt arbejdet med børnene, som også har været en udfordring.             

Laila Eskedal fortæller om forløbet. Børnene har været inddelt i 8 grupper og de har hver især haft 2 timer til at male deres billeder. Først blev billedet skitseret med tusch og herefter malet op med 5 forskellige farver, som børnene selv har valgt sammensætningen af. Børnene kastede sig ud i opgaven med spontanitet og med en hurtighed, så personerne på billederne hurtigt trådte frem med hvert deres udtryk.   

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: