Galleri genåbner med temaudstilling om lykke

GATTEN: Efter at have været lukket ned pga. Covid – 19 krisen, er Galleri Himmerland igen normalt åbent, med de forbehold som myndighederne anviser.

Lykken er …
Som noget nyt har galleriejerne Carina Österman og Hans Jørgen Pedersen i år valgt at åbne sæsonen med en tema-udstilling. Temaet hedder: ”lykken er”. 

Galleriet har således givet 11 af deres 22 dygtige kunstnere frie hænder til at fortolke dette tema gennem et eller flere kunstværker. Kunstnerne har i den grad taget opgaven seriøst. Resultatet er en flot og særdeles alsidig udstilling, hvor kunstnerne virkelig udfolder deres kunstneriske talenter. Forårstemaet vil kunne ses frem til den 30. august, hvor den afløses af efterårets temaudstilling.  

Tre nye kunstnere
Desuden kan Galleri Himmerland præsentere 3 nye kunstnere, som på bedste vis repræsenterer galleriets vision om at præsentere unik og varieret kunst fra anerkendte og professionelle kunstnere.
 

Michael Grønlund har en lang og interessant karriere indenfor kunstens verden. Efter at have boet og arbejdet i Kerteminde i mange år, er han nu bosat i København. Michael er især kendt for et abstrakt og ekspressionistisk udtryk, hvor ansigter og skikkelser ofte er gemt i farvelagene. De senere år er dette udtryk blevet suppleret af malerier med et mere figurativt udtryk, hvor ekspressionismen bruges til at give liv og spænding i malerierne. 

Michael Grønlund er meget aktiv og efterspurgt som udstiller i ind-og udland. Bl.a. udstillede han i 2019 på Vesthimmerlands Kunstmuseum i Aars  

Nina Hansen den fynske ”multi” kunstner, – som oprindelig kommer fra Norge -, er ligeledes en efterspurgt og velanskrevet kunstner. Dette har baggrund i hendes mange forskellige kunstneriske udtryk. Ud over at udtrykke sig gennem ekspressive malerier med en udforskende anvendelse af flere materialer, er hun også en talentfuld formgiver, hvilket kommer til udtryk gennem hendes arbejde med keramikken-porcelæn, raku og stentøjsler. Dertil kommer smukke bronzestøbninger, som hun arbejder med hos Jens Galschiøt. Nina Hansen har mange udstillinger bag sig i ind-og udland. Senest i 2019 udstillede hun sammen med Mikael Grønlund på Vesthimmerlands museum i forbindelse med efterårsudstillingen.  

Karin Lykke Waldhausen fra Hadsund tænker på sine billeder som en fremkaldelse af noget, der allerede findes. Fortællinger som gennem arbejdsprocessen med maleriet kommer til syne på lærredet. Billederne i udstillingen hos Galleri Himmerland kan beskrives som lyriske naturabstraktioner, der balancerer på grænsen til det genkendelige. Betragter man Karin Lykke Waldhausens cv, ses tydeligt en omfattende udforskning af kunstens og kreativitetens verden, dels som teater- og billedkunstlærer, men også gennem mange rejser og flere ophold på forskellige kunstuddannelser bl.a. Århus Kunstakademi. Tilsammen danner dette et solidt kunstnerisk fundament, bedst udtrykt i hendes smukke malerier, som vi glæder os til at præsentere i galleriet.  

Ud over temaudstillingen, er der fortsat mulighed for at se spændende ny kunst fra alle 22 kunstnere, som er tilknyttet Galleri Himmerland.

Se annoncen for udstillingen her

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: