FARSØ: 8 års fødselsdagen i Galleri 14 blev i eftermiddag fejret med ekstra stor glæde, for det kunne vel have været, at fødselsdagsbarnet slet ikke havde eksisteret.
– Det er ingen hemmelighed, at vi har set på fremtiden med betænkelighed, lød det fra Galleri 14 gruppens kasserer, Erik Rohde.
Så fik Laila ideen med over 40 udstillere. Hun har reddet galleriets fremtid og økonomi, lød det med stor taknemlighed i stemmen fra Erik Rohde, der talte til formand Laila Eskedal på Galleri 14 gruppens vegne.
Som 8 årig er Galleri 14 nemlig sprunget ud i en ny form. Ganske vist har galleriet stadig gallerigruppen som styregruppe og faste udstillere, men derudover har galleriet godt 30 gæsteudstillere ad gangen hvilket gør at der p.t. er godt 1000 kunstværker i det 3 etager store galleri midt i Farsø. Det gør det til egnens absolut største kunstudstilling.
Formand Laila Eskedal sagde i sin fødselsdagstale: Vi har her et sted fyldt med kunst og kreative produkter. Alle brænder for det de laver. Det kan man mærke. Ud fra lempelige vilkår, har vi nu gjort det muligt for alle kunstnere, at være med i vort samarbejde og få lejlighed til at udstille og sælge sin kunst fra Galleri 14. Galleriet har et stadigt stigende besøgsantal og med det nu hidtil største udvalg af kunst, har vi en forventning om at endnu flere besøger galleriet – ikke kun for at kigge, men også købe.
Laila Eskedal nævnte også, at Galleri 14 i år modtog Thit Jensen Prisen for et godt og imødekommende galleri.
Fødselsdagsgæsterne fik straks imødekommenheden at føle, ved at blive præsenteret for den meget alsidigd kunst fra de 40 udstillere, heriblandt multikunstneren Tine Lilholt, der præsenterede sin kunst med en serie på 8 malerier inkl. musik.