FARSØ: Formand for Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og omegn, Bendt Thorup, burde vide bedre, for alle historiske aftener, som arkivet har budt på de seneste år, har der været godt fyldt på tilhørerrækkerne i Thit Salen.
Thit salen fyldt til sidste plads
Alligevel bød Bendt Thorup velkommen med.
-Jeg tænkte på her i formiddag. Gad vide om der kommer nogen?. Det er jo ikke nemt at vide hvem Henning er for en gut. Men jeg skal da love for at jeg er blevet imponeret over fremmødet.
Stole blev sat frem både før og efter de faste stolerækker i Thit Salen, så der var fyldt til sidste plads og tæt på at flere ikke kunne få adgang.
Vester Hornum borgere var mødt frem
Aftenens fortæller var Henning Beck- Nielsen fra Vester Hornum, og derfor var 2/3 af tilhørerne i Thit Salen også fra Vester Hornum, som kender familien, særligt Hennings far Thorvald Beck-Nielsen, som var meget aktiv for sin by.
Opvækst i Vester Hornum
79-årige Henning Beck- Nielsen fortalte om sin opvækst i Vester Hornum, baller på kroen og andet fra sin barndom og ungdom på egnen, som han også har beskrevet sin erindringsbog, der netop er udkommet.
Han fortalte om de personer der havde haft særlig stor betydning for ham. Hans mor fortalte ham ”Du kan hvis du vil”, som også er titlen på hans erindringsbog. Lærer Larsen på Vester Hornum skole sørgede for at han kom den boglige vej, da han ikke var egnet til at gå i farens fodspor som landmand og lastbilchauffør. Henning kom således på Realskolen i Aars. En blindtarmsbetændelse sendte ham på Farsø Sygehus, hvor han under sin indlæggelse i flere uger, fandt beundring for overlæge Mygind, som gjorde at han ville være læge – og det blev han, sågar professor.
Det er derfor ikke så underligt at Vester Hornum er stolte af bysbarnet og mødte talstærkt frem for at høre hans historie.
Faren var foreningernes mand
Faren Thorvald Beck-Nielsen skal nu retfærdigvis også have en del af fortjenesten. Han var foreningsmand om en hals indenfor fodbold, håndbold m.fl. i Vester Hornum. Han var også med i sognerådet og havde bl.a. været med til at beslutte at bygge Plejehjemmet Højgården, som han insisterede på at bo på som hvilehjem i sine sidste år
Nabo til barndomshjemmet var ”Kjær Jens”. Han var kørerlærer. Så da Henning Beck- Nielsen spurgte hvor mange der havde taget kørekort hos ”Kjær Jens”, røg hænderne i vejret i Thit Salen, så han lige måtte kigge en ekstra gang i overraskelse.
Der var således mange anekdoter som tilhørerne i salen kunne nikke genkendende til sammen med fotos af barndomshjemmet i Vester Hornum med benzintankene foran, billeder af forældrene og andre, som var kendte i lokalbefolkningen.
En lille aktiv by
Henning Beck- Nielsen gjorde også op, at i en lille by som Vester Hornum som startede omkring et vejkryds, havde 24 selvstændige erhvervsdrivende og en skole i 1960’erne.
Som afsluttende bemærkning lød det fra Henning Beck- Nielsen. Tusinde tak til Vester Hornum for en dejlig barndom.
/cf