FARSØ: FUIK har haft en meget succesfuld fodbold weekend med to Nordjyske Mesterskaber.
Her U15 pigerne fra FUIK, der sammen med U13 pigerne, har kvalificeret sig til det Jyske Mesterskab. Fra venstre: Kristina Skrøder, Naja Winther, Mette Due, Cecilie Tejlgaard, Signe Husum, træner Per Rask. Liggende fra venstre Gitte Lapirtis, Sofie Thrige
Både U13 Piger og U15 Piger vandt mesterskaberne i JBU-regi – altså blandt de bedste hold i Nordjylland, og har derfor kvalificeret sig til det Jyske Mesterskab i marts måned.
U13 Piger
Spillede i Gandrup Hallen og efter 3 sejre i den indledende runde over Aalborg KFUM, Vodskov, Fortuna Hjørring 2 var de klar til semifinalen.
Her ventede den førende pigeklub i Nordjylland, Fortuna Hjørring, men efter en rigtig god indsats, kunne holdet fortjent trække sig tilbage med en sejr på 4 – 3.
Herefter manglede kun finalen mod den evige rival GUG, og denne gang var FUIK-pigerne de dygtigste og vandt finalen med et enkelt mål.
U15 Piger
Det afsluttende nordjyske stævne var henlagt til Gistrup Hallen, og U15 pigerne var suveræne i indledende runde, med sejre over Fortuna Hjørring, Øland/Halvrimmen og Hirtshals.
Den kommende mester, skulle herefter findes i en finalerunde bestående af tre hold.
FUIK startede desværre med et nederlag til Støvring IF – så lige pludselig var holdet afhængig af de øvrige resultater.
Det flaskede sig heldigvis således, at skæbnen var i egne hænder før den sidste kamp.
En sejr på 2 mål var kravet, og med 5 -3 over ASV – ja så gik guldet til FUIK.
De dygtige piger har endnu engang bevist, at de hører til blandt de bedste spillere i deres årgang, så det er med stor forventning at vi ser frem til at følge deres fortsatte udvikling.