FUIK Cup: Masser af indefodbold i hallerne

FARSØ: Efter 1 års pause, så er FUIK Cup i kommende weekend klar til at indtage Dronning Ingrid Hallerne igen.

Det er 14. gang indefodboldstævnet finder sted og det er FUIK’s Venner der står bag. 

Lørdag og søndag vil tre individuelle turneringer i indefodbold finde sted i hallerne.

40 tilmeldte hold
40 hold, som er flere end tidligere, har tilmeldt sig turneringerne, hvor der spilles lige fra Himmerlandsmesterskabet for firmahold til damesenior og elitefodbold med tilmeldte hold fra store dele af Nordjylland og Midtjylland. Der vil derfor være gang i hallerne lige fra lørdag morgen kl. 08.30 til søndag eftermiddag kl. 15.30 hvor den sidste finale spilles. I alt vil der blive spillet ca. 70 kampe over de to dage.    

Hurtig bane
For stævnet gælder der særlige spilleregler, både hvad angår antallet spillere på banen men også hvordan der spilles: Et hold består af 7 spillere, hvoraf kun 4 spillere må være på banen ad gangen. Hver kamp varer 9 minutter og der vil være fuld fart på fodbolden hele kampen igennem idet banderne omkring banen og de særligt opsatte net bag målene, vil sørge for at bolden hele tiden holdes på banen.            

Kommer fra et stort opland
Selvom holdene kommer med ægte sportsånd og for at dyste, så er der også præmier til de bedste hold.  

I år spilles der om kr. 8.000 i herresenior elite-turneringen, hvoraf de kr. 4.000 går til vinderholdet som præmie. De deltagende hold er fortrinsvis lokale hold fra klubberne i Vesthimmerland, men der er også deltagere fra eksempelvis Viborg og Hobro.   

Man kan derfor godt regne med en del intense opgør mellem de 18 tilmeldte hold i eliteturneringen, der alle vil kæmpe for at komme øverst på skamlen. 

Dameturneringen lørdag eftermiddag og aften har 12 tilmeldte hold, som kommer til Farsø fra bl.a. Djursland, Lemvig, Viborg og selvfølgelig fra de Vesthimmerlandske klubber. Her spilles der om kr. 6.000, hvor de kr. 3.000 går til vinderholdet.  

Himmerlandsmesterskabet for firmaer, som starter FUIK Cup lørdag formiddag har deltagelse af følgende firmaer: Rema 1000 med to hold, Versalift med to hold, Outline med to hold, DanRevi, Beierholm, Event&Gastronomi/Farsø MC Center, Farmas, Vinderholdene vil blive fejret med præmier. 

Tilskuere er velkomne
FUIK’s Venner, håber at mange fodboldinteresserede vil finde vej til tilskuerrækkerne i den kommende weekend. Der vil være gratis adgang for tilskuere til Dronning Ingrid Hallerne under hele FUIK Cup, men bemærk der skal vises coronapas i cafeen.        

LÆS MERE OM FUIK CUP her    

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: