ULLITS: Ullits Friskole og SFO står bag flere pengegivende aktiviteter henover året. Det er både egne aktiviteter som afholdes i Ullits, men også opgaver hvor frivillige tager ud for at tjene penge til friskolen.
For 3. år i træk, drog 45 frivillige i lørdags til Fyrfest i Viborg, for at stå i bar og tjene penge til friskolen.
Fra 15 til 45 frivillige
-Det startede med 15 det første år hvor baren blev delt med andre foreninger og de sidste to år har tallet været på 45 frivillige og baren er kun besat af folk med tilknytning til Ullits Friskole og SFO, fortæller Britta Skov Hansen, formand for Ullits Friskole og SFO.
Hun var naturligvis også selv en af de 45.
-Nogen har tilknytning til skolen som forældre, bedsteforældre, tidligere elever eller nogen der kender nogen, men fælles for alle er, at alle deltager for at gøre noget godt for alle børnene på Friskolen, lyder der videre fra Britta Skov Hansen.
Kr. 60.000 til friskolen
Så ud over god musik hele dagen og fri forplejning, skaffede de 45 frivillige igen i kr. 60.000.- til Friskolens støtteforening, som uden tvivl vil komme til glæde og gavn for alle børn på Friskolen.
Meldingen er klar, de frivillige er klar igen til næste år, og mon ikke der snart skal laves en venteliste med så stor en opbakning, siger Britta Skov Hansen
/cf
