HVALPSUND: Den frivillige Turistgruppe i Hvalpsund kan i år markere 30-året for åbningen af turistinformationen på havnen i Hvalpsund.
Det sker på lørdag, hvor dagen festligholdes med et omfattende arrangement på havnen i Hvalpsund. Programmet vil bl.a. omfatte tale med destinationsdirektør Johanne Bugge, musik, forskellige demonstrationer af kystredning, padleboard og kajak, madaktiviteter, møde med flere foreninger, gratis færgetur for gående, hestevognskørsel, traktorvognskørsel, veteranbiludstilling og meget andet. Naturligvis vil der også være åbent i Infohytten, som det hele jo drejer sig om.
På eget initiativ fra Hvalpsund borgere
Idéen til en forbedret turistinformation opstod for mere end 30 år siden. Som bekendt har Hvalpsund en betragtelig overnatningskapacitet i form af sommerhuse, hotelværelser, campingplads og lystbådehavn. En gruppe borgere fra Hvalpsund satte sig derfor sammen for at finde en måde, hvorpå Hvalpsund kunne give byens turister en særlig god velkomst til Hvalpsund.
”Skurvognen” blev rullet frem
En skurvogn, der var hentet ind fra en mark, blev sat i stand til solgul turistinformation, og blev placeret lige ved siden af færgelejet, så man ikke kunne undgå at se den. Den 18. juni 1994 blev den indviet på havnen i Hvalpsund. Meget hurtigt blev den noget af et tilløbsstykke. ”Skurvognen” var alle hverdage mellem 10 og 16 bemandet med en aflønnet turistmedarbejder fra Turistkontoret i Farsø, i weekenderne blev denne opgave så overtaget af frivillige fra Den frivillige Turistgruppe i Hvalpsund. I sommermånederne kunne ”Skurvognen” sågar overgå Farsø Turistkontor i antallet af ekspeditioner.
Afløst af infohytte for 20 år siden
I 10-året for turistinformationens begyndelse blev ”Skurvognen” i 2004 afviklet på grund af alder, og man flyttede ind i en ny bjælkehytte ”info-hytten”, som på grund af opførelsen af det nye færgeleje nødvendigvis måtte placeres et andet sted på havnen. Så den blev placeret på Havnepladsen ved p-pladsen. Desværre skete der samme år en markant tilbagegang i besøgstallet, og man overvejede en ny placering af hytten. Løsningen blev dog den ganske enkle, at man anbragte en 8 meter høj flagstang foran Info-hytten med et stort turistinformations flag, som kunne ses vidt omkring.
Infohytten har således også jubilæum på lørdag
Takket være de frivillige
I nu 30 år har gruppen af frivillige, der altid har bestået af i omegnen af 20 ihærdige og engagerede personer, turistsæson efter turistsæson, åbnet turisternes øjne for de herligheder som findes i Hvalpsund og omegn. De har kort og godt ydet en udstrakt service overfor turisterne til gavn for hele byen og egnen omkring Hvalpsund.
Velkommen til Hvalpsund
I 30 år har byens og omegnens erhvervsliv takket for indsatsen ved at annoncere i ”Velkommen til Hvalpsund” – en folder med kort og informationer om Hvalpsund. I det hele taget går den Den Frivillige Turistgruppe – sågar på flere sprog, stadig meget op i den personlige turistinformation med snak og brochurer. Personlige anbefalinger fornægter sig aldrig, og i dag er det den eneste bemandede turistinformation i Vesthimmerland. Og frivillige til at bemande informationen er der ikke problemer med at skaffe.
Også med på det digitale
Men selvfølgelig følger turistinformationen også med på det digitale. 2018 blev der indført gratis WIFI og computeradgang, i 2019 en turist-infoskærm, der i øvrigt er Destination Himmerlands mest benyttede, hvor turisterne døgnet rundt kan søge turistinformationer.
Senest er turistinformationen blevet nabo til Vesthimmerlands mest benyttede legeplads og om lidt nabo til el-ladestandere.
Turistinformation mange år frem
Den 20 år gamle infobjælkehytte har set bedre dage, og derfor er den Frivillige Turistgruppe allerede nu ved at se sig om efter en ny placering til turistinformationen. Allerhelst i et etableret hus ved færgehavnen. Heldigvis er der gode muligheder, for Hvalpsund er i udvikling, og derfor kommer der også flere besøgende og turister til Hvalpsund, der skal serviceres med gode og nyttige informationer.
/cf