VESTHIMMERLAND: Offentliggørelsen af Museumsrapporten fra 2023 gav anledning til, at de 10 lokalhistoriske arkiver i Vesthimmerland tog initiativ til dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen i Vesthimmerlands Kommune med henblik på at fremtidssikre de 10 arkiver.
Der blev nedsat en arbejdsgruppe i 2024 bestående af repræsentanter fra Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn, Lokalhistorisk Arkiv for Aars, Lokalhistorisk Arkiv for Ranum og Omegn, Lokalhistorisk Arkiv for Overlade og Omegn samt Lokalhistorisk Arkiv for Løgstør og Omegn.
Arbejdsgruppen har udarbejdet forslag til en samarbejdsaftale, der skal understøtte fremtidssikringen af de 10 lokalhistoriske arkiver i Vesthimmerland.
På nuværende tidspunkt er der 4 lokalhistoriske arkiver, som tilsammen vil få 45.414 kr. i tilskud i 2026. Som en del af samarbejdsaftalen har arbejdsgruppen udarbejdet en fordelingsmodel, som skal fordele det beløb, de 4 arkiver tidligere har fået, blandt alle 10 arkiver. Dette betyder, at nogle arkiver får et lavere tilskud, mens de fleste får tilskud for første gang. Arkiverne har besluttet, at det er retfærdigt at fordele økonomien blandt dem således, at der gives et grundbeløb til hvert arkiv på 1.523,50 kr., og derefter 0,83 kr. pr. indbygger i de tilhørende sogne. Inddelingen af sogne følger inddelingen hos Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA) og giver et overblik over, hvilket område hvert lokalhistorisk arkiv dækker.
Desuden er der med samarbejdsaftalen fokus på at indgå samarbejder med hinanden og med andre institutioner om events og tiltag, der forhåbentlig kan understøtte rekrutteringen af frivillige. Arkiverne ønsker at understrege, at det er frivillige der driver de lokalhistoriske arkiver, herunder indsamler, bevarer og formidler Vesthimmerlands historie og minder bedst muligt.
Lokalhistorisk Arkiv for Løgstør og Omegn har noteret, at arkivet støtter op om samarbejdsaftalen. Arkivet ønsker, at aftalen er gældende fra 1. januar 2027. Hvis aftalen træder i kraft pr. 1. januar 2026, vil arkivet modtage et mindre tilskud end tidligere, hvilket vil være en udfordring. De resterende arkiver ønsker at aftalen træder i kræft den 1. januar 2026.
Kultur- og Fritidsudvalget har godkendt samarbejdsaften som træder i kraft fra 1. januar 2026, men 2026 bliver et overgangsår, hvor ingen arkiver mister kommunalt tilskud i forhold til 2025.
/cf
