Fransgård succes på verdens største landbrugsudstilling

FREDBJERG: Covid-19 fik udskudt afviklingen af Agritechnica i Hannover i Tyskland med ekstra 2 år, så det nu er 4 år siden, man fra hele verden kunne mødes og se de nyeste modeller og teknologi indenfor landbrugssektoren.

Ikke store forventninger
Grundet de senere års udfordringer med prisstigninger, råvaremangel, rentestigninger og inflation kombineret med en generel afmatning indenfor landbrugssektoren var forventningerne hos Fransgård Maskinfabrik A/S i Fredbjerg ikke høje til resultatet af messedeltagelsen. Den lange pause gjorde åbenbart sit til, at den 7 dage lange messe alligevel blev velbesøgt med ca. 470.000 besøgende fra ikke mindre end 149 lande. Så der var trængsel i de 24 kæmpestore messehaller, der rummede 2.812 udstillere fra 52 lande.

En anden stor bekymring for messens succes var Fransgård Maskinfabriks forhandleres alt for store varelagre af maskiner fra deres hovedleverandører – ikke mindst traktorer og mejetærskere. Store varelagre binder forhandlernes kapital, så ville der overhovedet være interesse for Fransgårds produkter fra forhandlernes side? Det korte svar er: Ja!

Forventninger gjort til skamme
-Det viste sig, at der var stor opmærksomhed for vores omfattende maskinprogram, udtaler salgschef Jørgen Fransgård og fortsætter: Specielt vores nye flishugger fik særlig stor opmærksomhed. Det er første gang, vi officielt har præsenteret maskinen, som er et fantastisk supplement til vores øvrige maskiner til skovdrift. Samme høje interesse var der også for vores planeringsskær til vedligehold af veje og vores udvalg af skårluftere, som for tiden har den stærkeste konstruktion på markedet.

Mandskab fra Fredbjerg sendt afsted
At deltage på en messe er en ting, men det kræver ikke mindst et dedikeret mandskab til at skabe kontakt til relevante kunder og tage sig af de forespørgsler, der modtages på messen. Til det havde Fransgård Maskinfabrik sendt et stærkt team på 3 personer: direktør Jens Ploug, salgschef Jørgen Fransgård og salgssupporter Maike N. Jensen. Desuden havde virksomheden allieret sig med firmaet Meier fra Bayern, en af Fransgårds største kunder i Tyskland, der stillede med Brigitte Falkenbacher.

Firmaet sendte yderligere tre nøglemedarbejdere fra produktionen til messen. Deres opgave var at finde nye leverandører af råvarer og komponenter samt få inspiration til nye og bedre tekniske løsninger. Det er ekstremt vigtigt for danske virksomheder at holde sig ajour med udviklingen indenfor teknologiske løsninger for at være konkurrencedygtige fremover.

Leveringstid vigtigt konkurrenceparameter
-I dag er leveringstiden blevet et endnu vigtigere konkurrenceparameter, forklarer Jørgen Fransgård og slutter:” Efter en hektisk messe venter der derfor et hårdt benarbejde med at regne tilbud, få svaret og fulgt op på de gode kontakter – og ikke mindst at få konkrete ordrer fra messen sat i produktion hurtigst muligt.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: