VESTHIMMERLAND: J-Coating i Aalestrup er en af de førende indenfor overfladebehandling med pulverlakering. Virksomheden har netop investeret i et nyt anlæg, der skal sikre nye ordrer.
Da Peter Frederiksen i 2015 trådte ind ad døren hos J-Coating i Aalestrup, stod den nye direktør og medejer over for en stor udfordring. Et splinternyt anlæg til pulverlakering af stål- og aluminiumsemner fungerede ikke.
Derfor havde Asbjørn Berge – den ene af to investorer i virksomheden, hentet Peter Frederiksen til JCoating A/S. Hans opgave var at sikre, at anlægget kom i drift, og at der efterfølgende kom ordrer i bogen.
– Asbjørn Berge og den anden investor, Mogens Nørlem, var en stor hjælp i forbindelse med min opstart i virksomheden, idet de begge har mange års erhvervserfaring, fortæller Peter Frederiksen.
– Selvom jeg ikke havde noget kendskab til branchen, var jeg fast besluttet på at tage opgaven på mig, siger han.
På det tidspunkt var hans viden om pulverpartikler, hærdeproces, produktionsflow mv. lig nul. Til gengæld kunne han drage fordel af en teknisk baggrund som landbrugsmaskintekniker kombineret med erfaring indenfor ledelse og markedsføring og en god portion viljestyrke.
– Det var hårdt, men på intet tidspunkt overvejede jeg at give op. Vi var blot fire medarbejdere, og det tog to år, før vi kom i gang med at male. I den periode arbejdede jeg næsten døgnet rundt, siger Peter Frederiksen.
I dag er J-Coating A/S arbejdsplads for 24 medarbejdere, og der er ingen tvivl om, at Peter Frederiksens vedholdenhed og strategiske tæft har været afgørende faktorer i virksomhedens succes. I 2020 overtog han det fulde ejerskab af virksomheden og satte sine børn, Isabella og Sebastian, i bestyrelsen.
Millioninvestering skal sikre yderligere vækst
J-Coating A/S modtager ordrer fra produktionsvirksomheder i hele Danmark. Ved hjælp af robotteknologi bliver de ubehandlede emner dækket med et fint lag pulver, hvorefter medarbejdere supplerer med manuel efterbehandling, inden emnerne sendes gennem en 44 meter lang ovn. Den høje varme smelter og hærder pulveret, så det binder sig fast til metallet og danner en slidstærk overflade.
I starten af februar indviede J-Coating et nyt anlæg, der gør det muligt at håndtere større emner. Der er tale om en investering til omkring 1,5 millioner kroner, og anlægget har været på tegnebrættet i to år.
Peter Frederiksen er ikke i tvivl om, at investeringen vil styrke virksomhedens position.
– Anlægget betyder, at vi kan udnytte energien bedre, tiltrække nye kunder og øge ordretilgangen fra eksisterende kunder. Jeg forventer, at vi også får behov for flere medarbejdere, siger Peter Frederiksen.
Uvurderlig hjælp fra det lokale erhvervskontor
I forbindelse med etableringen af anlægget har Peter Frederiksen hentet rådgivning og hjælp hos Erhverv Væksthimmerland.
– Her blev vi mødt af stor ekspertise, hvilket blandt andet resulterede i et tilskud på 200.000 kroner i LAG-midler (red.: midler til udvikling af landdistrikter). Det gjorde det muligt for os at opføre anlægget nu fremfor senere. Vores virksomhed har aldrig tidligere modtaget støtte, og jeg vidste slet ikke, at det var en mulighed, siger han og tilføjer.
– Udover at jeg har kunnet bruge Erhverv Væksthimmerland til sparring i forhold til nyinvesteringen, har jeg fået kendskab til de mange andre virksomheder, der er en del af netværket i Foreningen Erhverv Væksthimmerland. Det er som én stor familie, og jo bedre vi kender hinanden, des bedre kan vi hjælpe hinandens virksomheder.
Erhvervschef Anna Oosterhof glæder sig over Peter Frederiksens positive oplevelse med det lokale erhvervskontor og håber, at endnu flere vil få øjnene op for den service, kontoret tilbyder.
– En af vores styrker er, at vi er lokalt forankrede i hjertet af Vesthimmerland. Det gør os let tilgængelige og giver os et indgående kendskab til de forhold, der præger erhvervslivet i området.
Samtidig kan vi agere døråbnere til samarbejdspartnere, da vi har et stærkt netværk – blandt andet med uddannelsesinstitutioner og andre erhvervskontorer og mange flere, siger Anna Oosterhof.
Unge kloge øjne på virksomheden
Gennem Erhverv Væksthimmerland har J-Coating A/S endvidere haft mulighed for at udnytte potentialet i ”Vækst Via Viden” – et samarbejde der involverer blandt andet nordjyske erhvervskontorer, jobcentre og uddannelsesinstitutioner. Den tværgående indsats giver virksomheder adgang til rådgivning, tilskudsmuligheder og højtuddannede kompetencer.
Via projektsamarbejde, studiejob eller ansættelser får virksomheder tilført ny viden og kompetencer, som kan medvirke til vækst og udvikling. For J-Coating A/S har det resulteret i nye arbejdsgange og innovative ideer udviklet af studerende.
– Samarbejdet med UCN og universitetet har været afgørende for virksomhedens udvikling og for, at vi har kunnet sætte os nye mål for fortsat vækst. Indtil videre har vi haft syv hold studerende, som alle har fået karakteren 12 for deres projekteksamen, fortæller Peter Frederiksen.
Socialt ansvar i og udenfor virksomheden
Medarbejdernes ve og vel ligger direktøren meget på sinde. Uden dem – ingen virksomhed, siger han.
– Jeg føler et stort ansvar for medarbejderne, og jeg tænker meget over, at jobbet på J-Coating er med til at sikre deres fundament i tilværelsen, siger han.
Netop den ansvarsfølelse skinner også tydeligt igennem i forhold til at hjælpe borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Peter Frederiksen er en del af Mentorkorpset i Vesthimmerland Kommune, som har til formål at hjælpe borgere til uddannelse eller job, og for flere kontanthjælpsmodtagere er et forløb hos JCoating endt med en ansættelse. Hans indsats er blevet bemærket, og i 2018 blev han kåret som ‘Årets Mentor’ for sin evne til at vejlede og spotte muligheder hos den enkelte borger.
– Jeg har en coachuddannelse fra UCN, og jeg synes, at det er oplagt at bringe mine færdigheder i spil og hjælpe andre. Det er en glæde at opleve, hvordan mennesker udvikler sig, fortæller Peter Frederiksen.
Fra opslidende arbejdsdag til ro
Der er ingen tvivl om, at det har tæret på ressourcerne at få en vingeskudt produktionsvirksomhed i omdrejninger. I 2020 besluttede Peter Frederiksen – efter modne overvejelser – at trække stikket og tage på et højskoleophold.
På Ubberup Højskole fik han den fornødne ro til at reflektere over tilværelsen. Efter fire måneder vendtehan hjem – med en større mental ballast.
– Jeg havde brug for et pusterum, og det var også en test for at se, om virksomheden kunne køre uden mig. Det kunne den, siger han med et smil.
Drejebogen for fremtiden for Aalestrup-virksomheden er skrevet. Sidste år lød omsætningen på 19 millioner kroner, og målet er yderligere vækst. Når han tænker ti år tilbage er det med stolthed og glæde over, at han kan konstatere, at missionen er lykkes.
– Selv om vi startede fra bunden, har jeg aldrig overvejet at give op, siger Peter Frederiksen.