FARSØ: Niels Christian Nielsen – også kendt som Tille, løb i weekenden sit maraton nr. 100 ved en stor løbe fest som han havde arrangeret på udebane i og omkring Lundbæk Landbrugsskole ved Nibe, hvor 130 løbere fra nær og fjern kom for at fejre ham.
Startede med 2 km for 9 år siden
Går man bare 9 år tilbage, lå det ikke lige i kortene at hverdagen skulle fyldes med løbe træning, det kunne højest blive til et par spinningtimer for Tille. Men efter et rygestop i 2016 kom kiloene ret hurtig på, og så var det ikke nok med spinning. Han fandt løbeskoene frem og begyndte i det små, for han havde flere gange prøvet forgæves med løb fordi han var startet ud med alt for lange distancer. Denne gang byggede han løbet stille og roligt op fra sin bopæl på Skolegade og frem til Søanlægget, hvor der blev pustet ud ved broen. De første mange gange blev det ”bare” til 1 eller 2 omgange omkring søen og så hjem – i alt ca. 2-3 km.
Der blev bygget på lidt efter lidt
Efter nogle måneder hvor der blev bygget på lidt efter lidt, stod Tille lige pludselig med en løbedistance på 10 km. Han kan tydeligt huske hvilket kick det gav.
-Jeg tænkte, at der skulle et mål til for at holde motivationen oppe. Jeg gik og tænkte en del over hvad jeg skulle, for et halvmaraton var jo en vild distance i mine ører. En dag faldt jeg alligevel over opslag hvor der stod Gudumholm Vintermaraton. Det var i december 2017 og der tænkte jeg, det gør jeg!. Der var 3 mdr. til at træne i. Træningen gik fint, og så kom dagen hvor distancen skulle stå sin prøve. Jeg havde været ude på 18 km, så mon ikke jeg også kunne nappe de 3 sidste kilometer.
Høj over det første halv-maraton
Mit første halvmaraton gik okay, og var jo helt høj over den præstation. Det var jeg i ca. 5 mdr., indtil jeg fandt ud af at der skulle nye mål til, Aalborg Halvmaraton skulle være nr.2 og det blev det i juni 2018. I den forbindelse stødte jeg på klub 100 halvmaraton. Ved at løve 100 af de halve, så kommer du i klubben og må bære rygmærke. Fedt tænkte jeg, det vil jeg prøve at gå efter. Det ene løb tog det næste og helt nøjagtig 17. maj 2023 løb jeg mit halvmaraton nr. 100. Det var stort, men alligevel var forløsningen ikke helt som den skulle være, det var ikke nok.
Det blev til maraton under Corona
Under coronaen var der jo næsten løbsstop, for vi måtte jo ikke samle os. Det var der min gode ven Jesper Klysner, som er en habil maraton løber, sagde til mig, Inden du når de 100 halvmaraton så skal du have løbet 1 maraton. Jeg havde godt nok tænkt, at hvis det skulle ske, så skulle det være til et storby løb, København eller Hamburg, men nej det blev i V. Hjermitslev i Vendsyssel i november 2020. Vi var 4 der fulgtes, jeg som grøn på distancen og 3 rutinerede maraton løbere. Jeg kom fint igennem den udfordring med benene i OK stand. Nu begyndte jeg så at skifte mellem maraton og halvmaraton løb i weekenderne.
Mange spørger på det tidspunkt om kroppen kan blive ved uden at få skader. Her kan jeg så svare at i og med at jeg startede op i det små, byggede på hele tiden med god tålmodighed kom mig til gode.
Ultraløb på Als
I 2021 fik jeg den største udfordring. Der var Als rundt på 100 km. Igen var det sammen med nogle erfarne ultraløbere som det hedder når man kommer over distancen på 42,195 km.
Jeg havde haft nogle træningsture på 50 km og 60 km så mon ikke man kunne smide 40 km mere i skoene.
Det var de vildeste sommerfugle i maven i maj 2021 for vidste jo heller ikke hvordan kroppen vil reagere efter de 60 km. Det gik godt endnu engang, og nu var der jo født en ny ultraløber.
Als rundt er nok noget af det smukkeste jeg har løbet, og har nu gjort det 2 gange, senest i maj 2024
Maraton er det foretrukne
Efter mit halvmaraton nr. 100 er det maraton der har været mit fortrukkne og det kulminerede i weekenden med mit største mål, nr. 100 maraton. Det klinger stadigvæk helt vildt i mit hoved.

For selvom mit løbe cv også tæller Mors 100 miles (162 km) i 2022-2023-2024 så er bedriften her i weekenden den største.
Farsø Tri &Trim har hjulpet
Jeg sidder i bestyrelsen i Farsø Tri &Trim og har gjort det i ca. 5 år. Klubben har været behjælpelig med weekendens løb. Der var lavet en flot, men kupperet 4,25 km rute rundt ved landbrugsskolen, den skulle vi så rundt på 10 gange for at komme på maraton-distancen.

Efterfølgende var der disket op med helstegt pattegris og lækkert tilbehør, og selvfølgelig skulle der også et ordentligt kagebord til, for hvis der er noget løbere er vilde med så er det kage. Der blev på behørigt vis holdt taler fra Klub 100 maraton Danmark og fra løbevenner.
Løbefællesskab
Det der motiverer mig nu er det store løbefællesskab man er blevet en del af. Jeg kender jo løbere fra hele landet og det kunne man også se på min startliste i weekenden, hvor der var løbere fra Skagen i nord, Fyn samt Sønderjylland.
Næste mål, det er nr. 101 i den kommende weekend. Jeg skal jo ud og lufte mit nye rygmærke. Det er i Hjallerup i forbindelse med generalforsamlingen i klub 100 maraton Danmark
Ellers er der en 100 km tur sidst i marts 2026 og endnu en gang Mors 100 miles i september 2026.
Vil gerne motivere andre
Jeg vil her med min fortælling gerne kunne motivere andre til at komme ud og røre sig. Man behøver bestemt ikke at blive en løbetosse ligesom jeg. Alderen er ingen hindring. Jeg startede som 50 årig, og nu er jeg 58 år og still going strong!.
Så løbeskoene bliver ikke lagt på hylden, foreløbigt.
