GUNDERUP/HVALPSUND: I foråret forpagtede Daniel Riber Højmark, Peter Kristensen og Emil Terpager Kristensen, Hvalpsund Put & Take af Lise og Niels Jensen.
Nu har forpagtertrioen, der i forvejen står for driften af to fiskesøer i Hadsund, fået så meget smag for Vesthimmerland, at de også netop har indgået en forpagteraftale omkring Gunderup Put & Take med indehaverne Lene og Karl Emil Nielsen. Der var ellers fra nytår lavet en 5-årig forpagtningsaftale med brødrene Torben Pedersen og Thomas Hedegaard, der i forvejen havde en fiskesø ved Vodskov, men den er altså nu annulleret og overgivet til den nye forpagtertrio.
Fra barndomsvenner til forpagter trio
Emil Terpager Kristensen, Daniel Riber Højmark og Peter Kristensen er barndomsvenner med vidt forskellige erhvervserfaringer, men til fælles har de passion for fiskeri.
-Der går hurtigt hverdag i den, og efterhånden som vi blev ældre, blev det til færre øl og fester. Så da chancen for at blive forpagtere af Hadsund Put & Take bød sig, greb jeg knoglen og ringede til Daniel og Peter, som heldigvis var med på idéen, forklarer Emil Terpager Kristensen.
Har nu fire fiskeparker
I sommeren 2021 overtog forpagter trioen deres første fiskepark, Hadsund Put & Take, som oprindeligt skulle være et hobbyprojekt for de tre barndomsvenner. I dag har de altså fire fiskeparker under deres vinger. Alle søerne er medlem af Danske Ørredsøer, hvilket anses som et stort kvalitetsstempel blandt lystfiskere.
Vil gøre lystfiskeri mere populært
-Vores mission er at gøre lystfiskeri mere attraktivt for både unge, ældre og derimellem. Det gør vi ved at sikre, at alle vores fiskeparker er velholdte og har flotte faciliteter som pæne toiletter, renseborde, fine sidde- og læ områder. Vi sørger herudover for at opretholde en høj fiskebestand i alle vores søer for, at øge fangstchancerne, fortæller medejer Emil Terpager Kristensen.
Forpagterne har et mål om at gøre søerne så attraktive som muligt for både lokale og turister.
-Vi kommer til at holde forskellige arrangementer, som forhåbentligt kan samle folk på tværs af forskelligheder, forsætter Emil Terpager Kristensen, der ser frem til at hilse på flere lokale rundt om de i alt 30.200m2 vandspejl ved Gunderup Put & Take og Hvalpsund Put & Take.

Vil skabe forandring i fiskeparkerne
Forpagter trioen har en fælles drøm om at skabe en fantastisk fiskeoplevelse for deres gæster.
-Vi gør en kæmpe indsats for at drive fiskesøer med så gode fiskevilkår som overhovedet muligt, så alle vores gæster får en fantastisk fiskeoplevelse. Det skal være nemt og bekvemt at fiske. Vi tilbyder derfor forskellige betalingsformer, mulighed for at leje fiskeudstyr, holde store- og små arrangementer og flere af søerne har desuden kaffe- og slikautomater. fortæller Emil Terpager Kristensen.
