HVALPSUND: Ældre Sagen Farsø har i samarbejde med Hvalpsund Golfklub hen over sommeren spillet mange skønne runder på 9-hulsbanen.
I dag var der sæsonafslutning.
-Sæsonen startede ca. 1. maj. Nye spillere startede med at øve grundslag og de mere øvede fortsatte, hvor de slap før vinterpausen. Der har været et stort fremmøde hver mandag formiddag og der er et fantastisk godt sammenhold – så godt at de har en indbyrdes aftale om, at de der har tid og lyst også mødes for at spille onsdag formiddag, fortæller formand for Ældre Sagen, Farsø, Jonna Michelsen, der for øvrigt selv spiller med.
Sæsonafslutningen i mandags var særlig festlig, da spillerne havde fået lov til at prøve kræfter med 18-huls banen. Herefter var der fælles spisning i Golfklubbens restaurant.
Så længe vejret tillader mødes spillerne fortsat til golf mandage og onsdage. I øvrigt kan man spille lige så tit man ønsker, når man er medlem af Hvalpsund Golf Club.