FARSØ: Over 100 elever fra Farsø Skole og Ullits Friskole fik mulighed for at prøve kræfter med lokale fritidsaktiviteter, da Dronning Ingrid Hallerne sidste onsdag dannede ramme om Foreningernes Dag.
Lige efter sommerferien inviterede foreningsudviklingskonsulent i Vesthimmerlands Kommune, Jonas Skjøth Hansen, kommunens foreninger til at deltage i Foreningernes Dag.
Invitationen gik til foreninger, der tilbyder sport og aktiviteter for børn i 3. og 4. klasse. Arrangementet der i sidste uge blev afholdt i Løgstør, Farsø, Aars og i næste måned i Aalestrup og har til formål at bygge bro mellem skolerne og det lokale foreningsliv.
Foreningernes Dag er et samarbejde mellem Kultur, Fritid og Landdistrikter, Børne- og Arbejdsforvaltningen i Vesthimmerlands Kommune samt DGI Nordjylland.
Det var tredje gang, Foreningernes Dag blev gennemført, og anden gang i den nuværende form.
Skal give børnene lyst til at være med
Formålet er at give børnene mulighed for at møde de lokale foreninger gennem sjove og aktive oplevelser. Samtidig får foreningerne mulighed for at vise deres aktiviteter frem og komme i kontakt med potentielle nye medlemmer.

– Foreningernes Dage er en oplagt mulighed for at præsentere sin aktivitet for mange nysgerrige børn, siger Jonas Skjøth Hansen.
Erfaringerne fra de seneste år viser, at arrangementet også kan være en vej til nye medlemmer. Omkring 85 procent af de deltagende foreninger har ifølge kommunen fået nye medlemmer som følge af deres deltagelse.
Børnene prøvede forskellige aktiviteter
På Foreningernes Dag roterede eleverne rundt mellem forskellige aktivitetsstationer i mindre grupper. Hver aktivitet varede omkring 40 minutter, så børnene fik mulighed for at prøve flere forskellige tilbud.
I Farsø deltog lidt over 100 elever fra Farsø Skole og Ullits Friskole.
De kunne blandt andet møde Farsø Gymnastikforening, Farsø Håndboldklub, FUIK, Aars Svømmeklub og Jeff Speakmans Kenpo.



Fra foreningerne stillede frivillige op og brugte en del af deres dag på at give børnene et indblik i deres aktiviteter.
– Det vigtigste for mig er, at børnene får en fantastisk dag, siger Jonas Skjøth Hansen.
Frivillige er afgørende
Foreningernes Dag kan kun lade sig gøre, fordi lokale frivillige stiller op og deler deres engagement med børnene.
Derfor lyder der også en stor tak til de frivillige, som endnu en gang tog fri fra arbejde og hverdag for at præsentere deres foreninger og aktiviteter.
Samtidig får foreningerne mulighed for at øge deres synlighed lokalt, netværke med andre foreninger og blive præsenteret i den fælles foreningsfolder, som eleverne fik med hjem.
Et hæfte skal inspirere derhjemme
Foreningsfolderen indeholder beskrivelser og kontaktoplysninger på de forskellige foreninger.
Tanken er, at børnene kan tage hæftet frem derhjemme og fortælle deres forældre om de aktiviteter, de har prøvet.
– Så kan man komme hjem og sige: “Hey, det her er faktisk ret sjovt. Kan vi ikke lige tale om det?”, fortæller Jonas Skjøth Hansen.

Fritidsguiden hjælper børnene på vej
For nogle børn kan det dog være svært at vide, hvordan man kommer i gang med en fritidsaktivitet. Derfor var kommunens nye fritidsguide, Mike Houmøller, også en naturlig del af dagen.
Hvis et barn er usikkert på, hvilken aktivitet det skal vælge, eller hvordan man kommer i gang, kan familien kontakte Mike Houmøller. Man kan også tage fat i en lærer eller pædagog, som kan hjælpe med kontakten.
Fritidsguiden fungerer som bindeled mellem børn og unge, deres familier, foreningerne og de kommunale samarbejdspartnere. Han kan tage en snak med barnet og familien og i nogle tilfælde hjælpe barnet med at komme godt i gang – også ved at følge med de første gange.
Flere byer har taget idéen til sig
Foreningernes Dag bliver efterhånden en fast del af arbejdet med at skabe forbindelse mellem børn og det lokale foreningsliv i Vesthimmerland.
Som tidligere omtalt her i avisen har Hornum for et par uger siden afholdt Foreningernes Dag for første gang, mens Gedsted allerede har gennemført arrangementet flere gange og nu selv står for at arrangere dagen.
/cf
