FARSØ: Sidste år udskød corona-situationen størstedelen af konfirmationerne til efteråret. Nu sker det igen!
De konfirmationer, der skulle have været afholdt i april og maj udsættes nu for størstedelens vedkommende til slutningen af august og starten af september.
-Udsættelsen sker på baggrund af henvendelser fra konfirmander og forældre, som gerne ser konfirmationerne afholdt i efteråret, da alle på det tidspunkt vil være vaccineret og forsamlingsloftet dermed også vil være lempet, fortæller Farsøs sognepræst Niels Iver Juul, der mandag har meldt de nye konfirmationsdatoer ud i efteråret på baggrund af, at beslutningen om udsættelse blev taget i provstiet i søndags.
Det er nemlig op til de enkelte provstier og i sidste ende de enkelte sogne at beslutte, hvornår konfirmationerne skal afholdes.
-Alle konfirmander, der skal konfirmeres i Farsø Kirke og deres forældre modtog mandag en mail fra mig om beslutningen og de nye datoer, siger sognepræst Niels Iver Juul, der naturligvis også påpeger, at hvis man ønsker at fastholde sin konfirmationsdato i foråret, så kan det lade sig gøre, men under de restriktioner som gælder til den tid.
Men flytningen til efteråret er et udbredt ønske fra konfirmanderne, der ligesom alle andre har levet med restriktioner og forsamlingsloft det seneste års tid, og nu ser frem til at kunne afholde deres konfirmation i kirken under mere normale omstændigheder. Det gælder også deres konfirmationsfest med deltagelse af de gæster de ønsker.