Forældrepar fandt ro i hverdagen med hjælp fra Folkekirkens Familiestøtte

FARSØ: Da et ungt forældrepar fra Farsø-egnen ventede tvillinger, blev hverdagen ikke helt som forventet.

Med et barn i forvejen, en kompliceret graviditet og et netværk, der var langt væk, blev forældrene pressede. Fysiske smerter under graviditeten gjorde, at moren, Maya, havde svært ved at gå, løfte og bøje sig. Helt almindelige hjemlige gøremål blev en udfordring. Samtidig stod faren over for en større arbejdsmæssig opgave.

Allerede inden tvillingerne kom til verden, var der derfor dagligdagsopgaver, der ikke blev nået og langsomt voksede sig større.

-Jeg kunne slet ikke se, hvordan vi skulle kunne få det til at hænge sammen, fortæller Maya, mens hun tænker tilbage på tiden dengang. Det blev et regnestykke, jeg ikke kunne få til at gå op.

Sundhedsplejersken pegede på en løsning
Heldigvis anbefalede sundhedsplejersken forældreparret at kontakte Folkekirkens Familiestøtte. Det blev startskuddet på en periode, hvor imødekommenhed og et par hjælpende hænder gjorde en stor forskel.

Efter en indledende samtale med koordinatoren i Vesthimmerland, Elisabeth Thomsen, fik familien besøg af en frivillig, som hjalp forældrene med praktiske ting som støvsugning og oprydning – og som samtidig mødte dem med ro, forståelse og ingen forventninger.

Jeg var helt flad efter graviditeten, og jeg havde brug for, at nogen tog over, fortæller Maya. Efter graviditeten kunne jeg bare sidde helt stille, og vores frivillige hjalp os med det praktiske. Det var præcis det, vi havde brug for.

Ingen forventning om at præstere
Forældrene oplevede, at hjælpen ikke handlede om at leve op til bestemte forventninger, men om at få støtte til at komme gennem en svær periode.

-Vi mødte så stor forståelse – ingen forventning om, at vi skulle præstere noget, siger Maya.

Det personlige møde og de tydelige rammer var medvirkende til, at Maya og hendes mand havde en god følelse i maven og turde tage imod hjælpen.

-Vi følte os virkelig passet på som forældre. Det var trygt og rart, siger Maya. At tage imod hjælp kan være svært, men det var det bedste, vi gjorde.

Familien kunne ikke klare det hele selv
For Maya’s mand blev det også tydeligt, at det var nødvendigt at være realistisk omkring familiens situation.

-Vi måtte være realistiske: Vi kunne ikke klare det hele selv, fortæller han. At få hjælp til det praktiske gav os plads til at være der for børnene.

Samarbejdet med den frivillige fungerede godt, og familien oplevede, at de blev mødt på deres egne præmisser.

Det var et match, hvor vi følte os forstået og mødt, fortæller Maya’s mand. Ingen forventninger, ingen præstation – bare hjælp.

En koordinator, der fulgte op
Koordinatoren i Folkekirkens Familiestøtte, Elisabeth Thomsen, fulgte løbende op på forløbet. Det var ifølge familien med til at sikre, at støtten fungerede godt.

Det var en lettelse, at vi havde en koordinator, der fulgte op og holdt rammen, fortæller Maya’s mand.

For Elisabeth Thomsen er netop den løbende kontakt en vigtig del af arbejdet.

Elisabeth Thomsen, koordinator i Folkekirkens Familiestøtte Vesthimmerland, tilbyder støtte til forældre med nogle af de udfordringer, der kan være i familielivet.

-Det at kunne mærke, at man virkelig gør en forskel – det er det, som betyder noget – både for mig som koordinator og for de frivillige, som gør en rigtig stor og betydningsfuld indsats ude hos familierne.

Folkekirkens Familiestøtte Vesthimmerland er et gratis og forebyggende tilbud til alle forældre, der i en periode kan komme i en situation, hvor de har brug for lidt sparring eller praktisk støtte derhjemme. Hjælpen bygger på princippet hjælp-til-selvhjælp og gives af frivillige, der matches med familierne ud fra behov og kemi.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.