FARSØ: Store Torv er samlingssted for meget seværdigt. I lørdags var det forkromede Harley Davidson motorcykler. Denne lørdag er det folkedansere i fantastiske dragter og sving’omer.
Det er Aars og Omegns Folkedanser forening der optræder sammen med deres venskabsforening Ljüsnarsberg Folkedanslag fra Kopperberg i Sverige.
Optrædenen bliver et glædeligt gensyn mellem venner af folkedans, men også for andre, som godt kan lide at være tilskuere til traditionel folkedans.
Venskabsbesøgene imellem de to folkedanserforeninger startede i 1974 med, at 9 par fra Aars tog til Ljüsnasberg Folkedanslags 10 års jubilæum og 2 år efter var det svenskernes tur til at aflægge deres første besøg hos Aars folkedanserne. Herefter har venskabsbesøgene fast fundet sted hver 5. år.
Under besøget bor gæsterne privat hos Aars Folkedanserne og programmet er tæt for de fire dage de er på besøg. Herunder altså en optræden på Store Torv i Farsø, lørdag formiddag. Ved de tidligeres besøg foregik den traditionelle opvisning på Kimbrertorvet i Aars, men kommunen er blevet større og derfor har det været naturligt at søge udenfor Aars by med opvisningerne. Danserne vil bære henholdsvis svenske og danske folkedragter til opvisningen.