STRANDBY: For 34. gang afholdt Strandby i søndags sit populære julemarked. Markedet er nok lokalområdets populæreste, og derfor strømmede gæster også til, for at tage fat på julen.
Kl. 13 var sidste års besøgstal slået
Allerede kl. 13.00 slog markedet antallet af besøgende for hele dagen sidste år, nemlig 850 gæster. Og det var langt fra slut kl. 13.00, for der kom hele tiden nye gæster.
-Det er en tendens som har vist sig de seneste år, fortæller koordinator for julemarkedet, Henning Christensen. Hvis man vil have det største udvalg er det med at komme tidligt.
Henning Christensen dirigerede derfor på et tidspunkt også trafikken omkring hallen så alle kunne få en parkeringsplads.

Hallen var fyldt i julens tegn
Strandby Hallen var fyldt i julens tegn med salgsstande og glade mennesker i julestemning.

I det hele taget var der på julemarkedet rig mulighed for at handle de første juleting ind ved de mange stande og nyde den gode julestemning i hallen. Markedet finder altid sted to uger inden 1. søndag i advent.
-Og det er netop julehyggen vi slår på, siger Henning Christensen. For mange af vore gæster er det her at julen starter, og blandt udstillerne cirkulerer det, at det er et godt julemarked.
Politikerhjørne
Ud over markedets 50 stande var der, i anledning af det kommende valg, der fandt sted kun to dage senere, indrettet et politikerhjørne. De lokale kandidater var talstærkt mødt frem, så der var god mulighed for at komme i snak med dem.

Tryk på i julecafeen
Julemarkedets cafe var som altid også populær. På et tidspunkt løb man tør for håndmadder. Heldigvis var der masser af gløgg og æbleskiver, så folk kunne slå sig ned for at hyggesnakke.

Der lægger et stort arbejde bag
Julemarkedet i Strandby der er arrangeret af Strandby Hallen er en god tradition og indtægtskilde for den lokale hal og borgerforeningen.
Men der lægger også en stort arbejde bag, fortæller Henning Christensen. Selv står han for at tage imod standreservationerne. Heldigvis går det meget let. Standene var udlejet på rekordtid og flere kom på venteliste.
Også I år havde han god hjælp fra Strandby Pedellerne til at gøre hal og stande klar.
-Det gik forrygende hurtigt. Det blev klaret på 3 timer, fortæller Henning Christensen.
Dette fandt sted lørdag. Umiddelbart efter det veloverståede julemarked søndag eftermiddag var ”pedellerne” i gang igen med at tage ned, for hallen skulle være ryddet mandag, så stemmebokse og andet kun være klar til valget tirsdag, da Strandby Hallen er et af kommunens 14 valgsteder.
/cf
