STRANDBY: For 33. gang afholdte Strandby, søndag, sit populære julemarked. Markedet er nok lokalområdets populæreste, og derfor strømmede gæster også til, for at tage fat på julen.
Der blev faktisk slået besøgsrekord, allerede efter den første time, med 424 gæster mod 311 samme tidspunkt sidste år. Kl. 12.00 lød det i billetlugen at de første 600 gæster var inde.
-Det er en tendens som har vist sig de seneste år, fortæller koordinator for julemarkedet, Henning Christensen. Hvis man vil have det største udvalg er det med at komme tidligt.
Strandby Hallen var fyldt i julens tegn med salgsstande og glade mennesker i julestemning.
I det hele taget var der på julemarkedet rig mulighed for at handle de første juleting ind ved de mange stande og nyde den gode julestemning i hallen. Markedet finder altid sted to uger inden 1. søndag i advent.
-Og det er netop julehyggen vi slår på, siger Henning Christensen. For mange af vore gæster er det her at julen starter, og blandt udstillerne cirkulerer det, at det er et godt julemarked.
Ud over markedets 53 stande var der også god plads i hyggehjørnet, som faktisk udgør en stor del af hallen. Her kunne folk slå sig ned med en kop gløgg og æbleskiver for at hyggesnakke.
Julemarkedet i Strandby der er arrangeret af Strandby Hallen er en god tradition og indtægtskilde for den lokale hal og borgerforeningen.
Men der lægger også en stort arbejde bag, fortæller Henning Christensen. Selv står han for at tage imod standreservationerne. Heldigvis går det meget let. Standene var udlejet på rekordtid og flere kom på venteliste.
Også I år havde han god hjælp fra Strandby Pedellerne til at gøre hal og stande klar.
-Det gik forrygende hurtigt. Det blev klaret på 3 timer, fortæller Henning Christensen.
Dette fandt sted lørdag. Umiddelbart efter det veloverståede julemarked søndag eftermiddag var ”pedellerne” i gang igen med at tage ned. Flere havde været med under julemarkedet også, hvor de havde stået for billetsalg i indgangen, salg i cafeen m.v.
/cf