Folk stavnsbindes til deres ejendom når der tales VE-anlæg

Kim Skaarup Kristensen

Kim Skaarup Kristensen

Af: Kim Skaarup Kristensen, Farsøvej 106, Sjørup

I 1995 købte jeg ejendommen, vi bor i. Den var misligholdt, men ungdommelig optimisme og en portion håndværksmæssig kendskab, fik vendt dette. Vi har skabt en base, et hjem. Og netop fordi der er lagt mange timer i ejendommen, er den helt ind under huden, vores.

For to år siden blev vi så præsenteret for et solcelle-projekt, der helt og aldeles vil ændre områderne omkring vores ejendom.

Natur, udsyn, dyreliv vil resten af min levetid (sandsynligvis), være forandret/fjernet.

Jeg bor i Sjørup fordi der er åbne vidder, skov og dyreliv.

Der er kæmpeflokke med svaner, gæs og regnspover der mellemlander. Der er dagligt rådyr og dådyr, der græsser på markerne.

Alt dette skal vi give afkald på, for at en schweizisk kapitalfond kan tjene penge.

Bevares, firmaet bag vil kompensere for tabt ejendomsværdi, men pengene kan ikke på nogen måde betale for tabt livsværdi.

Projektet vil, hvis det går hurtigt og bliver godkendt i Byrådet, blive etableret om halvandet år. Så har vi og vores naboer gået med usikkerhed i tre et halvt år.

Og her kommer vi til noget af det besynderlige i denne type grønne projekter.

Usikkerheden og risici hænger ene og alene på andre parter end projektmager.

Det er uhørt, at dette accepteres. Hvis jeg vil starte en virksomhed, er det mig der tager chancen. Ikke mine naboer.

Folk er stavnsbundet til deres ejendom, den er usælgelig, så længe der ikke er faldet en endelig afgørelse. Kreditforeningerne følger disse projekter meget tæt.

Derfor mener jeg, at projektmager på et meget tidligt tidspunkt, skal tvinges til at tage risici over på deres skuldre. Det betyder, at de skal lave aftale om køb, med kort overtagelse, med de lodsejere der ønsker salg. De resterende skal der laves kompensationsaftaler med.

Derved kan alle involverede parter komme videre med deres liv, på stedet eller et helt nyt sted. Respekten for begge parter er bevaret.

Jeg håber faktisk, at projektet ikke bliver til noget. Der er så mange negative konsekvenser og langtidsindvirkninger, der taler imod. Dog har jeg stadig brugt 3,5 år på det og den usikkerhed det medfører.

Måske burde enten Byrådet eller Teknik- og Miljø have modet til at sige nej til sådanne solcelle-projekter på et tidligere stadie.

Det ville højne min og mange andres syn på den politiske proces meget.

Vær til stede for jeres vælgere.

Kommunen undskylder sig selv med, at de har fået en bunden opgave fra Regeringen.

Tydeligvis er Regeringen fuldstændig ude af trit med befolkningen, da VE- anlæg møder modstand overalt.

Så måske skulle Byrådet i stedet have mandsmod til at sende en melding tilbage. Om 10 år, tror jeg, er disse anlæg en skamplet på dansk energipolitik, hvor mange vil ligge hen som forladte øer. Hvor det offentlige står med en kæmpeudgift til oprydning, fordi bagmændene er over alle bjerge.

Så derfor, kære ”byrødder”, vær’ tilstede for jeres vælgere.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.