FARSØ: Hoppeborge, børneattester, forsikringer og moms var nogle af de emner, som 90 deltagere blev orienteret om, da Kultur, Plan og Fritidsafdelingen i Vesthimmerlands Kommune i samarbejde med DGI Nordjylland og Vesthimmerlands Kommunes Idrætssamvirke havde inviteret til temaaften i Dronning Ingrid Hallerne sidste tirsdag.
Konsulent Svend Linddahl fra DGI Nordjylland orienterede om en lang række foreningsforhold, bl.a. forsikringsforhold og børneattester, medens fritidskonsulent Hedvig Lyngby bl.a. berettede om kommunens informationer til foreningslivet og opfordrede foreningerne til at komme med bud på, hvad der kan gøre det nemmere og mere fleksibelt at være ledere i en forening.
Nordjyllands Politi stillede med to medarbejdere fra Lokalstation Himmerland, som kom ind på de lovgivningsmæssige forhold bl.a. når foreninger skal have tilladelse og godkendelser til at opstille hoppeborge og lignende i forbindelse med arrangementer.
De mange deltagere i temaaftenen repræsenterede lokale idrætsforeninger, spejdergrupper m.m. og spørgelysten var stor til alle indlæg.
Arrangørerne er meget tilfredse med det store fremmøde, som tyder på, at man har ramt et emne, hvor der har været et stort behov for information i det lokale foreningsliv.