FARSØ: Hvis man for bare 15-20 år siden var dårligt gående og afhængig af rollator og kørestol, så var det svært at komme hjemmefra. Det ændrede sig med el-scooteren, hvor man blev mere selvhjulpen og selv kunne klare sine ærinder.
Det blev Jens Erik Andersen opmærksom på i 2010, hvorefter han blev forhandler af el-scootere og har været det lige siden. I år kan han fejre 10 års jubilæum med Fønix Komfort El-scootere, som han selv var med til at starte i 2014. I dag er de to forhandlere som dækker hele Jylland.
I anledning af 10 års jubilæet bød Jens Erik Andersen til Åbent Hus lørdag. Her blev de mange modeller af El-scootere og City Cabinoer vist frem, og mange kiggede forbi.
Der var stor spørgelyst til de elektrificerede køretøjer, som kan oplades fra en almindelig stikkontakt.
En el-scooter har en rækkevidde på 30- 40 km mens en City Cabino altså en større lukket el-scooter har en rækkevidde på 60-80 km.
I 2015 blev Jens Erik Andersen opmærksom på at den elektrificerede City Cabino kunne være et alternativ til en knallert, en bil eller at tage bussen. Med sin rækkevidde er den velegnet til at klare dagligvareindkøb, køre på job og hvad man nu ellers skal til.
På den måde er kundekredsen blevet betragteligt udvidet og Fønix Komfort hjælper nu mange med at komme fra A til B.
Som før nævnt dækker Jens Erik Andersen en stor del af Jylland. Selvom han har showroom i Farsø, så kører han for det meste ud for at præsentere køretøjerne. Han kan snildt have 2-3 køretøjer bag i varebilen. Herudover deltager han også på udstillinger. F.eks. var han helt lokalt repræsenteret i forbindelse med en af Hot Sommer aftenerne i Farsø.
Jens Erik Andersen står selv for importen af el-scooterne og City Cabino’erne som produceres i Taiwan. De kan godt være 8-10 uger undervejs inden de kan leveres til kunden.
Ud over salg står Jens Erik Andersen også for salg og reparationer af de køretøjer han sælger. Eventuelle tilpasninger og service af køretøjerne forgår i værkstedet i Farsø. Her har han fire deltidsansatte til at hjælpe sig.
I forbindelse med starten på Fønix Komfort El-scootere trådte Jens Eriks kone, Bodil Thisgaard Andersen også ind i firmaet. Hun står primært for varelageret og passer det derhjemme, mens Jens Erik er på landevejen.
/cf