FARSØ/HORNUM: I knapt tyve år har Statsaut. fodterapeut, Janne Bisgaard haft sin klinik i Farsø. Først på Nørregade, og de senere år på Søndergade 15; i samme bygning som Farsø Fysioterapi.
Nu har hun holdt flyttedag endnu en gang. Denne gang til Janne Bisgaards hjemmeadresse på Østergårdvej imellem Hornum og Gatten, hvor hun har indrettet sin klinik.
-Ideen har været der længe, og nu har jeg taget det endelige skridt, og har flyttet klinikken, fortæller Janne Bisgaard og fortsætter:
Naturligvis håber jeg på at alle mine patienter kan – og fortsat vil, benytte mig som deres fodterapeut. Jeg er godt klar over, at for nogle er turen umulig, hen til min nye klinik. Især hvis man ikke kan befordre sig selv. Men jeg er også ganske overbevist om, at mine kollegaer i Farsø, vil tage godt i mod, de af mine patienter, der ønsker at benytte en terapeut, i gå eller cykelafstand fra deres hjem.
Hun gør opmærksom på, at for de patienter der benytter sig af behandling i eget hjem, vil der ikke være nogen ændringer. Her vil Janne Bisgaard fortsat komme til dem.
Tilbyder også laserterapi
Sideløbende med arbejdet som fodterapeut, har Janne Bisgaard en klinik med Laserterapi.
-Der har jeg mulighed for at afhjælpe eller lindre gigt, muskel- og ledsmerter. Forskellige hudlidelser kan også afhjælpes eller lindres væsentligt. Mange kender sikkert laserens gode effekt hvis de har været en tur omkring en fysioterapeut i forbindelse med muskel-, sports- eller ledskade. Flere hudlæger benytter også denne behandlingsform, til for eksempel akne som mange unge slås med, men også eksem og visse typer psoriasis kan bedres væsentligt. Mulighederne er mange, fortæller Janne Bisgaard.
Nu er klinikken klar
De seneste mange uger er der blevet spartlet og malet, i de lokaler, der nu er indrettet til klinik. Jeg glæder mig til at åbne døren for mine patienter på min hjemmeadresse
-Der vil være en lille reception på lørdag, fortæller Janne Bisgaard. Der vil være kaffe på kanden. Her vil alle patienter, kunder, venner og familie være velkomne til at se min nye klinik, siger Janne Bisgaard.
