FARSØ: Pas godt på dine fødder – de skal bære dig hele livet!. Det er rådet fra fodterapeut Vivi Gaardbye fra Klinik for Fodterapi i Farsø forud for den landsdækkende Fodens Dag i dag torsdag, hvor den lokale fodklinik tilbyder et gratis fodtjek.
Hun fortæller: – Sommeren er slut og efteråret godt i gang med regn og rusk. Det betyder, at det frie liv for fødderne med bare tæer i sandet og sandalerne er kraftigt på retur. Et efterår og en vinter i sko og støvler venter. Mange skal i gang med motionsformer, der har holdt pause hele sommeren, hvilket også stiller krav til sko og fødder.
Vi har det med at fortrænge undersåtternes behov – de får sjældent vores opmærksomhed, før de begynder at lave seriøs ballade dernede i skoene.
Her giver jeg 5 skridt til hvad du selv kan gøre for at hjælpe med til, at dine fødder forbliver i topform.
Klip neglene korte og lige over
Det er vigtigt at sørge for at neglene på tæerne er klippet korte og lige over. På den måde undgår du blå negle som falder af, negle som bliver klemt ind i nabotåen og laver sår eller banker imod skoens overlæder. Klip altid neglen lige over og aldrig ned i siderne. Klipper du dem ned i siderne risikerer du smertefulde nedgroede negle, som kan give betændelse.
Hård hud
Hård hud på fødderne er et signal om, at dine fødder ikke har det helt godt. Er der permanent et lag hård hud på dine fødder, er der to ting du ikke skal gøre. Du skal ikke ignorere det, og du skal ikke bruge en fodfil, hverken elektrisk eller håndbetjent.
Hård hud er kroppens måde at beskytte huden mod tryk og friktion. Bruger du en fodfil til at fjerne den hårde hud, dannes friktion og varme, som stresser din hud, der blot reagerer ved, at danne endnu mere hård hud. En fodfil kan kun bruges til at fjerne lidt tørt løst hud inden bad. Dette gøres med få lette strøg hen over huden, så der ikke dannes varme.
I stedet for fodfilen kan du afslutte dit brusebad med at skrubbe den hårde hud væk med en neglebørste, eller en køkkensvamp. Frottér fødderne grundigt efter badet og afslut med en god fed fodcreme.
Er problemet for stort til, at du selv kan få bugt med den hårde hud, er det bedst, at den hårde hud skæres væk.
Sideløbende er du nødt til at finde ind til årsagen til problemet, da den hårde hud som nævnt opstår for at beskytte huden mod overbelastning. Hård hud kan opstå pga. fejlstillinger som overbelaster fødderne, men dine sko kan også være synderen. Den rationelle løsning er at forsøge, at fjerne årsagen og ikke kun symptombehandle. For nogen kan et individuelt fremstillede fodindlæg være en del af løsningen.
Brug gode sko og støvler i det daglige
Brug altid gode sko og støvler i det daglige. Til fest og anden selskabelighed kan man bedre skeje lidt ud.
Godt fodtøj er ikke nødvendigvis det dyreste par på hylden i skobutikken. En god sko er en sko der sidder godt fast på foden, så den ikke skrider frem og tilbage. Skoen må ikke trykke nogen steder.
En god sko sidder godt til omkring hælen, har en god lukkeanordning og en eftergivelig sål. Det er ligeledes vigtigt, at fødderne kan ånde i skoen. Husk sko skal ikke gås/løbes til – sko skal passe.
Gode strømper
Det er vigtigt med gode strømper – ikke noget med strømper som giver fugtige, klamme fødder. Fødderne skal kunne ånde. Fugtigt miljø i sko og strømper er grobund for fodsvamp og neglesvamp. Strømper skal på samme måde som skoen passer til din fod og må ikke være for stramme, så tæerne bliver presset sammen.
Massér dine fødder hver dag
Massér/træn dine fødder – og gerne hver dag. Du kan massere dem med hænderne eller med en bold. Vrid også gerne foden og tæerne i alle tænkelige retninger. På den måde udspænder du fodens mange muskler og øger blodcirkulationen. Fodmassage giver fantastisk velvære ikke bare i fødderne, men i hele kroppen. Flere fejlstillinger i fødderne kan trænes op og blive meget bedre, hvis du laver de rigtige øvelser.
Har du fået lyst til at høre mere om pleje/behandling af fødderne, valg af fodtøj og indlæg så anbefaler Vivi Gaardbye at benytte sig af den gratis mulighed for et fodtjek i dag torsdag.
