Flotte gaver til Friplejehjemmet Hesselvang

HVALPSUND: Så fik en dejlig eftermiddag lige et ekstra pift.

Nye køreposer
Beboerne på Friplejehjemmet Hesselvang og deres gåturs venner, som hver uge kommer og går en tur med de beboere der har lyst, havde i forvejen set frem til at få besøg af Kim Nyby som på vegne af Sparekassen Danmark Fonden Vesthimmerland kom for at overrække Hesselvangs Venners Gåtursgruppe 10.000 kr. til nye køreposer.

Køreposerne har længe været et stort ønske, da de er fremstillet så de er utrolig lette at tage af og på uden brug af lift eller andre hjælpemidler, samtidig med at de slutter godt til bag om benene og op om livet.

De gamle poser er givet videre  til Ukraine
Efter tilsagnet fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland, var gåtursvennerne derfor hurtige til at få anskaffet sig de nye lune køreposer. De gamle køreposer som Plejehjemmet rådede over var nogle de havde arvet gennem årene. Disse køreposer er nu givet videre til Ukraine, hvor de forhåbentligt kan hjælpe andre til at holde varmen der.

Kr. 100.000 til  udendørs trænings- og fitnessområde
Men bedst som Gåtursgruppen havde modtaget de 10.000 kr. fandt Kim Nyby endnu en kæmpe check frem som han ville overbringe til Hesselvangs Venners bestyrelsesrepræsentant Hanne Madsen. Det var en check på hele 100.000 kr. som vennerne for nylig har søgt om til et udendørs trænings- og fitnessområde til unge, voksne og ældre, samt et lege- og balanceområde til børn. Hele området bliver frit tilgængeligt for lokalområdets befolkning og turister fra Louns halvøen.

Yderligere kr. 100.000 er tikket ind på kontoen til det nye udendørs fritidsområde Frøsang med trænings- og fitnessområde samt lege- og balanceområde, som lige nu er under projektering af en arbejdsgruppe på Hesselvang. Området ligger i tilknytning til Hesselvang. På billedet ses Erling Vorre, Dorthe Bredtoft og Else Marie Frederiksen.

Det nye udendørsområde bliver for hele lokalområdet
Sikke en glædelig overraskelse for de tilstedeværende og stor var glæden også efterhånden som den gode nyhed spredtes på plejehjemmet, som med endnu en donation ser frem til at komme i gang med det store projekt først i det nye år. Indtil videre er der gennem fonde blevet bevilget 1.231.444 kr. Det er utrolig flot med den store støtte, fortæller Leder Pia Nielsen, men stadig arbejdes der på at finde lidt flere fondsmidler for at komme helt i mål med projektet, om det lykkes må fremtiden vise. Foreløbig er vi utrolig glade og taknemlige for den støtte vi allerede har modtaget, siger Pia Nielsen.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: