Flot 75- års markering i Farsø Søanlæg – trods alt – FOTOS

FARSØ: Traditionen tro, blev Danmarks Befrielse den 4. maj 1945, markeret i Mindelunden i Farsø Søanlæg mandag aften, sådan som den er blevet det hvert år på denne dato og dette sted siden 1949, efter mindelundens etablering.

Mindelunden blev etableret for at mindes de to frihedskæmpere Christian Ulrik Hansen og Per Sonne fra Farsø, der begge blev henrettet i deres kamp for et frit Danmark.

Skulle have været fejret stort
75-års markeringen for Danmarks Befrielse var egentlig planlagt til at skulle have været stort fejret – også i Farsø, men det satte den nuværende Corona situation en stopper for.  

Mindehøjtideligheden med fanevagt, blomsternedlæggelse, tale af borgmester Per Bach Laursen, sange og afspilning af frihedsbudskabet blev derfor kun fulgt af få tilstedeværende – ca. 40 personer jævnt fordelt over mindelunden med afstand, mens alle andre kunne følge dele af begivenheden virtuelt på Vesthimmerlands Kommunes facebook, der sendte live.  

Også arrangør, Det Danske Spejderkorps, optog begivenheden på video, som nu vil blive klippet sammen til en film, som vil blive vist på et tidspunkt og gemt for eftertiden.

Tale af Borgmester Per Bach Laursen 
Mindehøjtideligheden fandt sted på en flot og solbeskinnet aften i Farsø Søanlæg. Her gengives borgmester Per Bach Laursens tale:  

”Den 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Den danske regering valgte at samarbejde. Nogle måtte dø for at andre kunne leve”. Sådan begynder filmen ”Hvidstengruppen”.

Mange har måske set den. Nogle må dø for at andre kan leve. I aften fejrer vi 75-året for Danmarks befrielse, den 4. maj 1945. Jeg vil specielt gerne takke Det Danske Spejderkorps her i Farsø, for her i anlægget for at fastholde denne tradition på denne på denne aften, og så alligevel finde en løsning til afholdelse af denne mindehøjtidelighed på trods af Corona-krisen.

Vi står her ved mindesmærket for Per Sonne og Christian Ulrik Hansen. Og som I kan se bag mig, er der to fanevagter som holder vagt ved mindesmærket i aften. Det er medlemmer af spejderne der har fået æren ligesom alle de andre år. Det er en smuk og ærefuld tradition der har været afholdt her i Farsø lige siden indvielsen af monumentet den 26. september 1948. Den første mindeparade fandt sted 4. maj 1949.

Per Sonne og Chr. Ulrik Hansen havde selv været medlem af Det Danske Spejderkorps her i Farsø og de var tillige gode kammerater. Chr. Ulrik var fra Vannerup Vestergaard og Per Sonne her fra Farsø.

Da Per Sonnes far, dyrlæge Axel Sonne allerede selv var involveret i illegalt arbejde med våbenmodtagning og illegale skrifter og Chr. Ulrik Hansen selv havde hentet inspiration fra et ophold på Støving Højskole hos forstander Robert Stærmose. Ja, så var vejen kort for de to unge at gå ind i modstandskampen med oprejst pande.

Chr. Ulrik Hansen blev gennem sin indsats under besættelsen en af frihedskampens markante skikkelser. Chr. Ulrik Hansen deltog i en af de første nedkastninger af allierede agenter i Jylland som fandt sted i Trend skov ikke så langt herfra. Han blev fører for gruppe 4 i Holger Danske Gruppen. Han blev hurtigt af Frihedsrådet udpeget til at være organisator for alle modtandsgrupper i hele Himmerland. Da Fleming Juncker på Overgaard måtte forlade Danmark og flygte til England, så overtog Chr. Ulrik Hansen ledelsen af den samlede modstandsbevægelse i hele Jylland. I november 1943 kom han i forbindelse med folk fra Aars og her blev der også dannet en gruppe. Omtrent samtidig formede han grupperne i Farsø og Ranum.

Han blev fanget af Gestapo i Aalborg i februar 1944 og sad nogle måneder i Vestre Fængsel. I øvrigt sammen med flere kammerater her fra Farsø samt hele Hvidstensgruppen. Den 18. juni 1944 blev 8 fanger dømt til døden, heriblandt Chr. Ulrik Hansen. Han blev henrettet i Ryvangen 23. juni 1944.

Per Sonne var også med i Holger Danske gruppe 4 ligesom hans gode ven Chr. Ulrik Hansen. Han studerede til dyrlæge på Den Kgl. Veterinære Højskole i København. I efteråret 1943 blev han optaget i en københavnsk sabotagegruppe. Den 18. maj 1944 blev han og flere kammerater arresteret af tyskerne og indsat i Vestre Fængsel i København. Natten mellem den 8. og 9. august hentede Gestapo og deres danske håndlangere 11 frihedskæmpere i Vestre Fængsel, deriblandt Per Sonne. På landevejen mellem Ringsted og Roskilde, nærmere bestemt ved Osted blev de myrdet og skudt under flugtforsøg.

De to unge Vesthimmerlændinge indskriver sig således i det fornemme selskab af danske frihedskæmpere, hvor bl.a. Flemming Juncker fra Overgaard og Christian Michael Rottbøll fra Børglum Kloster kan nævnes som foregangsmænd i den danske modstandsbevægelse.

Fortællingerne fra besættelsesårene er mange og betagende. Samtidig gruopvækkende der vidner om afmagt, fornedrelse, uretfærdighed og umenneskelighed, Men det er nu 75 år siden at vi blev fri for det. Lige om lidt kl. 20.36 var det at frihedsbudskabet fra London lød. Og jeg må indrømme at det budskab rører mig dybt, hver gang jeg hører det afspillet. Vi skal blive ved med at minde hinanden om at frihed ikke er en selvfølge. Det er vigtigt at vi overleverer budskabet til de yngre generationer og lader forstå at intet skal tages for givet.

Og netop magtesløshed oplever vi verden over, og specielt i denne tid igen. For det er vel nærliggende at sammenligne den med det Danskerne oplevede under 2. verdenskrig. Vores tilværelse er lige nu blevet begrænset, og vores adfærd er blevet pålagt ændret. Vi kan ikke bestemme hvordan og hvor mange vi må samles. Vi kan ikke rejse udenlands Selvstændige erhvervsdrivene er pålagt at lukke deres virksomheder ned. Og den danske økonomi styrtbløder. Men det er vel intet at regne for det forhold og tyranni besættelsesårene bød på.

Nedkæmpelsen af Corona epidemien er et fælles projekt hvor vi alle kæmper mod den samme fjende. Men alligevel synes jeg godt at man kan drage paralleller. Usikkerheden overfor hvornår verden normaliseres er stor – og spørgsmål om verden bliver den samme som den var før?. Kommer vi nogensinde ud at rejse igen som før?. Hvad med den globale økonomiske vækst?. Hvad sker der i 2. bølge af pandemien?. Hvad sker der når Afrikas kontinent for alvor rammes af Covid-19?. Ja, bekymringerne er mange i dag. Men heldigvis er vi en hel verden der arbejder på at bekæmpe Corona fjenden og ikke kun eet regime mod resten af verden. Heldigvis skelner Covid-19 ikke mellem folkeslag som besættelsesmagten jo gjorde.

Mindelunden her i Farsø Søanlæg blev indviet i september 1948 til minde om to unge vesthimmerlændinge, Per Sonne og Chr. Ulrik Hansen, som gav deres liv for Danmarks frihed. Da det dengang rygtedes at Per Sonne ikke længere var blandt os, gik flaget på halv i dyrlægegården og om aftenen samledes folk fra Farsø i Farsø Kirke til en mindesammenkomst. De efterfølgende dage var flaget på halv, og i Farsø talte man om, at dyrlægefamilien formentlig mindedes alle de henrettede eller myrdede som blev skudt sammen med deres søn. Men nej, flaget gik på hver dag i resten af krigen.  

”Nogle måtte dø for at andre kunne leve”. Christian Ulrik Hansen, født den 26. maj 1921 i Farsø, henrettet den 23 juni i 1944 i Ryvangen. Per Sonne, født den 10. april 1921 i Farsø, myrdet angiveligt under flugtforsøg den 9. august 1944. Begge blev de kun 23 år. Æret være deres minde”.  

Efter talen blev der afspillet ”En Lærke letted” og ”Altid frejdig når du går”.  

Frihedsbudskabet sluttede aftenen af
Ca. en time senere lød frihedsbudskabet i Mindelunden og i Farsø Søanlæg, som den perfekte afslutning på minderig aften.
 

Spejderne stod fanevagt i Mindelunden frem til kl. 21.00, hvor solen gik ned bag træerne mod vest i Farsø Søanlæg.  

Alt i alt en meget flot og stemningsfuld markering af 75-året for Danmarks Befrielse og Farsøs frihedskæmpere, selvom den for mange kom til at foregå på afstand.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: