VESTHIMMERLAND: For et år siden meldte Regeringen ud, at turistfremmeindsatsen i kommunerne skal konsolideres i tværkommunale destinationsselskaber.
Destinationsselskaberne skal sikre, at der etableres stærke destinationer, der kan klare sig i den internationale konkurrence om turisterne, og at turisterne fortsat kan bidrage til at skabe vækst, beskæftigelse og oplevelser i hele Danmark. Som bonus for de nye destinationssamarbejder vil der følge statslige midler med.
Forslag om Destination Himmerland
I april i år godkendte først Økonomiudvalget og senere Byrådet i Vesthimmerlands Kommune en hensigtserklæring om etablering af et fælles destinationsselskab mellem Rebild Kommune, Vesthimmerlands Kommune og Mariagerfjord Kommune. Desværre lykkedes det ikke at nå til enighed om en endelig aftale mellem de tre kommuner, hvilket betyder, at Rebild ikke har ønsket at indgå i et himmerlandsk destinationssamarbejde. Vesthimmerlands Kommune og Mariagerfjord Kommune har derfor siden Rebild Kommunes udtræden arbejdet på et forslag til en aftale om etablering af et tværkommunalt destinationsselskab mellem de to kommuner til opstart pr. 1. marts 2020.
Politisk uro
I Vesthimmerland har sagen gennem lang tid givet politisk uro, særligt efter at Rebild meldte ud, at man ikke ville indgå i en Destination Himmerland. Og særligt efter at borgmester Per Bach Laursen meldte ud, uden mandat fra Byrådet, at man ville indgå en aftale med Mariagerfjord og man indvilligede i – efter krav fra Mariagerfjords borgmester, Mogens Jespersen at turistorganisationen skal ligge i Aars og ikke i Løgstør, som den ellers gør i dag.
Uenighed om fysisk placering af organisationen
Denne udmelding skabte protester fra baglandet i Løgstør, såvel turistmæssigt som politisk. For efter at den Vesthimmerlandske storkommune blev en realitet blev Løgstør udpeget som base for Turisme ligesom Aars blev det for Uddannelse og Farsø det for Sundhed. I Løgstør har man derfor været fortørnet over at en nabokommune kan bestemme og ændre denne status.
På Byrådsmødet i dag torsdag gav Per Bisgaard(V) da også sin partifælle i Mariagerfjord, borgmester Mogens Jespersen knubbede ord med på vejen.
-Man vil gerne samle organisationen et sted for at effektivisere, som lyder rigtig fornuftigt i mine ører. Som jeg også har forstået kommer organisationen til at bestå af 5-8 medarbejdere. Men jeg tænker lidt på, at det da er første gang at jeg har oplevet, at fire medarbejdere i en kommune(Mariagerfjord) kan få lov at afgøre, hvor dette kontor skal ligge. Altså hensynet til dem, for det er jo ikke turisterne der er snak om.
Derfor er jeg ked af at min partipolitiske kollega, borgmester Mogens Jespersen på forhånd har været i medierne for at sige, at det kommer til at ligge i Aars. Hvis det ikke kommer til at ligge der, så har vi problemer. Derfor synes jeg det er et forkert og unødvendigt pres Mariagerfjord har lagt på Vesthimmerland i forhandlingerne. Når Vesthimmerland skal have hovedkontoret, så er det også rimeligt, at vi kan bestemme, hvor kontoret skal ligge, lød det fra Per Bisgaard.
Tæt på ikke at få flertal
Men diskussionen var måske slet ikke nået så langt, hvis ikke de Socialdemokratiske byrådsmedlemmer var nået til enighed kort før Byrådsmødets start. Socialdemokraternes indstilling var nemlig at se tiden an og kigge på andre muligheder. Samme indstilling som Dansk Folkepartis Lise Lotte Lynge og Brian Christensen og De Konservatives Allan Ritter.
Penge øremærket Limfjordskysten gjorde udslaget
Per Jensen fra Socialdemokratiet bragte dog, da bølgerne gik højest i den socialdemokratiske gruppe, et forslag på bordet om at hive kr. 800.000 ud af det fremtidige destinationssamarbejde øremærket Limfjordkysten i Vesthimmerland. Penge der ikke bevilliges af destinationssamarbejdet, men derimod af økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune. Med Limfjordskysten menes områderne Løgstør, Rønbjerg, Ertebølle og Hvalpsund.
Dette forslag gav enighed i den socialdemokratiske byrådsgruppe og senere også i byrådet, efter at gruppeformand Palle Jensen havde præsenteret det for Byrådet.
Stemmerne i Byrådet ændrede sig fra et meget spinkelt flertal i Byrådssalen til 24 for og tre imod.
Hovedkontor afgivet til Aars
Med penge øremærket kystturisme afgav man samtidig også et andet stridspunkt, nemlig turistorganisationens fysiske placering. Den kommer nu til at ligge i Aars, i lokaler stillet til rådighed af Vesthimmerland og med 7-8 medarbejdere tilknyttet.
Gerne større destination og flere samarbejder
Det blev samtidig også besluttet, at den fremtidige destinationen gerne må bestå af flere kommuner eller samarbejder på tværs af destinationer, da et Vesthimmerland/Mariagerfjord samarbejde fortsat er et ”lille” turistsamarbejde sammenlignet med andre allerede kendte destinationssamarbejder. Omvendt var man også enig om, at det hidtidige VisitNordjylland var for stort og ikke havde været til gavn for Vesthimmerland. Og ikke mindst, vil døren fortsat stå åben for Rebild Kommune hvis man ombestemmer sig.
FAKTA: Limfjordskysten Vesthimmerland
Som en del af beslutningen i Byrådet fremgik det, at ”af budgettet skal der i destinationssamarbejdet reserveres midler til en særlig indsats for Vesthimmerlands Kommunes limfjordsområde – særligt Hvalpsund, Ertebølle, Rønbjerg og Løgstør. Beløbet fastsættes til størrelsen på den merbetaling på tidspunktet for etablering af det fælles destinationsselskab, som Vesthimmerlands Kommune har pr. indbygger i forhold til den kommune i en Himmerlandsdestination, der har den laveste betaling – dog minimum 800.000 kr.”. Endvidere blev det besluttet, at ”Byrådet pålægger Økonomiudvalget at sikre, at der udarbejdes en model for administration af de minimum 800.000 kr., der sikrer, at midlerne hvert år anvendes i overensstemmelse med ønskerne om en målrettet indsats for Vesthimmerlands Kommunes Limfjordsområde.
FAKTA: Destination Himmerland
Drøftelserne mellem de to himmerlandske kommuner er endt ud i en anbefaling om, at turismedestinationsselskabet Destination Himmerland etableres som en forening, der tegnes mellem Vesthimmerlands Kommune og Mariagerfjord Kommune. Foreningens formål er at varetage turismefremmeindsatsen for samtlige medlemmer med udgangspunkt i følgende kerneindsatsområder: Strategisk destinationsudvikling, Produkt- og forretningsudvikling, Markedsføring og Gæsteservice.
Destinationsselskabet etableres i Aars i Vesthimmerlands Kommune. Muligheden for at optimere personaleressourcerne ved en placering på én samlet lokation ligger til grund for denne beslutning. Vesthimmerlands Kommune stiller lokaler huslejefrit til rådighed for destinationsselskabet (der betales dog for el, vand og varme).
Medarbejderne i de to nuværende visitorganisationer tilbydes virksomhedsoverdragelse til det nye destinationsselskab med virkning pr. 1. marts 2020. Det er intensionen, at stillingen som direktør for Destination Himmerland rekrutteres internt. Fremadrettet er det op til Destination Himmerlands bestyrelse at ansætte direktøren i selskabet, men for at destinationsselskabet kan få en hurtig og effektiv opstart foreslås, at kommunaldirektørerne bemyndiges til at gennemføre en intern ansættelsesproces og ansætte den kommende direktør for selskabet.
Resultatkontrakten udarbejdes af kommunerne i samarbejde med destinationen og godkendes af kommunernes økonomiudvalg.
I juni 2019 modtog kommunerne tilsagn om tilskud på op til 1.590.118 kr. Vesthimmerlands og Mariagerfjord kommuner har nu indsendt en revideret ansøgning til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse(Staten). Der søges fortsat om tilskud til konsolidering og efterfølgende strategisk opstartsprojekt, da indsatserne vurderes til at være de samme som hvis Rebild Kommune havde været med.