VESTHIMMERLAND: Sådan lyder meldingen fra Mogens Ove Madsen(S), formand for Akut- og praksisudvalget i Region Nordjylland.
På fem år er antallet af regions- og private lægeklinikker i Region Nordjylland vokset fra 4 til 15. Endnu en er på vej, nemlig i Ranum hvor lægen lukker sin praksis i slutningen af august.
-Man har ikke fundet nogen, der vil drive praksissen videre. Og så må vi skride ind med det vi kan gøre, nemlig at oprette en midlertidig klinik, for selvfølgelig skal borgerne i Ranum have et lægetilbud, lyder det videre fra Mogens Ove Madsen.
Han er også klar til at oprette endnu flere klinikker, og har derfor søgt Sundhedsministeriet om tilladelse til at etablere regionale lægeklinikker i de tre kommuner, Vesthimmerland, Jammerbugt og Thisted, hvor lægemanglen er størst.
Den vil kun blive større i de kommende år, fordi mange praktiserende læger går på pension og nyuddannede praktiserende læger ikke er interesseret i at overtage en-mandspraksis, men i større grad er interesseret i at indgå i faglige fællesskaber, såsom sundhedshuse.