HVALPSUND: Strøm fra fjorden samt Færgen Marys propeller gør, at sand fra fjordbunden over tid føres ind i Fiskerihavnen.
I 2021 blev dele af jollehavnen og en del af fiskerihavnen gravet ud sidst.
Men nu er det altså galt igen. Der skal gerne være ca. 2,5 meters dybde i Fiskerihavnen så såvel fiskefartøjer og lystbåde kan stikke dybt nok.
Derfor har gravemaskiner de seneste 3 ugers tid været i gang med at fjerne bundfald og fjordbund, så den rigtige dybde kan sikres. Ca. 40 cm har man gravet af.

Som mange har bemærket har man ikke bare læsset det opgravede på lastbiler. Man har i stedet opsat et midlertidigt drænbassin, opbygget af blokke, som ligner kæmpe legoklodser, således fjordvandet kan løbe fra. Herefter er der blevet taget prøver af det opgravede, inden det er blevet kørt til Skive.

Arbejdet forventes færdigt i denne uge, hvorefter blokkene fjernes igen og oprydning går i gang.
/cf
