UHREHØJE: Tiden går hurtigt, også for event- og konsulentfirmaet Uhrehøje, med base i Uhrehøje Plantage, der nu kan fejre sit 10 års jubilæum.
Historien om Firmaet Uhrehøje, udspringer først og fremmest af den fantastiske og mulighedsfulde natur i Uhrehøje Plantage mellem Farsø og Strandby, men også af et tv-projekt, Tvekampen, som fandt sted på Rønbjerg Feriecenter.
Det var de to kammerater Bjørn Jakobsen, der på det tidspunkt drev egen cykelforretning i Farsø og Niels Nielsen, der var ansat som aktivitetsmedarbejder på Rønbjerg Feriecenter, der med tv-projektet øjnende muligheden for at kombinere de to ting de holdt mest af, nemlig naturen og udfordringer
– Konceptet for Firmaet Uhrehøje blev faktisk udarbejdet på en papkasse, fortæller ejer af Firmaet Uhrehøje, Bjørn Jakobsen. Ideen var – kort og godt, at lave oplevelser for andre, udformet på en ny måde og afholdt i unik natur.
Filmproduktioner blev startskuddet
Tv produktionerne fortsatte, og de to kreative og hårdarbejdende herrer Bjørn og Niels blev tilknyttet et hav af andre tv-produktioner i ind og udland, hvor formålet var at sætte kendte personer på udfordrende og grænseoverskridende opgaver. Opgaver og remedier blev udtænkt og opbygget af de herrer fra Uhrehøje. I alt blev det til omkring 350 tv programmer fordelt på Tvekampen, Robinson, Gladiator, Big Brother, Danmarks værste billist m.fl.
Ikke alle kunne se lyset i Uhrehøje
Imens filmoptagelserne stod på, somme tider op til 2 måneder ad gangen, blev der sendt tanker hjem til Uhrehøje, for hvordan kunne drømmeprojektet blive gennemført?.
– Langt fra alle kunne se lyset i ”Uhrehøje – Center for natur og friluftsliv”, fortæller Bjørn Jakobsen. Men det kunne til gengæld Søren Christensen fra Rørbæk Centret. – I skal tænke endnu større var beskeden fra Søren Christensen, og jeg skal nok hjælpe jer på vej.
Således blev der lavet en projektplan for Uhrehøje og der blev søgt midler fra Friluftsrådet, Tips- og Lotto midlerne m.fl. Ligeledes var Søren Christensen behjælpelig med projektansøgningen til Farsø kommune omkring leje af grund til opførelse af det røde hus i Uhrehøje Plantage.
Har i dag en del større danske koncerner som kunder
Huset har en særlig plads i projektet, idet det kan lejes af kommunens skoler, institutioner, foreninger og virksomheder til særlige arrangementer, som også kan omfatte overnatning. Men især bruges huset i forbindelse med de events og projekter, som Firmaet Uhrehøje i dag laver for en del større koncerner i Danmark.
– Ligesom med tv-produktionerne er det referencer og godt samarbejde, som har kunnet få Uhrehøje indenfor hos nogle større koncerner i Danmark, fortæller Bjørn Jakobsen, der har ca. 20 freelance konsulenter at trække på med hver deres forskellige kompetencer, når et teambuilding kursus eller en event skal gennemføres.
Denne opbygning af virksomheden gør, at vi altid har de nye friske input fra hele branchen og super motiverede folk, fyldt med energi til at facilitere vores kunder, fortæller Bjørn Jakobsen, der er den overordnede konsulent som virksomheder og private henvender sig til.
– Vi skaber udvikling på det personlige og organisatoriske plan, samtidig skaber vi nogle oplevelser, der resulterer i en stor medarbejdertilfredshed, fornyet energi, og en positiv holdning til forandring, fortæller Bjørn Jakobsen om Uhrehøjes tilbud.
Vi er kreative og innovative, hvis vi mener, der er elementer, vi kan drage ind for at optimere et kursus, gør vi det… vi er ikke låst fast i rammer, men følger processen. Vi tror på, at vi som mennesker lærer, hvor vi er, og vi lærer gennem interaktion og refleksion med andre mennesker. Vores kurser og arrangementer bygger på et princip om den bedste læring sker gennem handling og fælles anderledes oplevelser.
Desuden ønsker vi at kombinere oplevelser med læring, så det giver mening for virksomheden, såvel som for den enkelte deltager. Vi ønsker at give en oplevelse af indlevelse, energi og entusiasme, en holdning vi ved smitter af på deltagerne, i en sådan grad at det er det, der gør Uhrehøje anderledes end alle andre.
Med denne form for tilpasset teambuilding og teamtræning er Uhrehøje meget stolt af en succesrate på 99%.
Skal ikke være større, men ligeså inspirerende
Bjørn Jakobsen er godt tilfreds med det omfang, som Uhrehøje nu har fået efter de første 10 år. Det skal ikke være større siger han, jeg vil have ”hands on”!.
Dog ønsker han Uhrehøje som en større spiller i Vesthimmerland.
– Jeg har benene solidt plantet i den vesthimmerlandske muld, brænder for området, og vil gerne involvere flere lokale folk med særlige kompetencer i Uhrehøje.
Derfor håber han også, at alle med interesse for at tænke ud af boksen og som kan inspirere andre gennem oplevelser, vil kigge forbi på lørdag, hvor Uhrehøje har åbent hus i anledning af 10 års jubilæet