Festuge i ”Beach Town”

STRANDBY: Onsdag tages der fat på fire dage med festuge i Strandby. Festugen er Strandbys byfest med Strandby IF og Strandby Borgerforening som arrangører.

Festuge for alle – og alle aldre
Selvom Strandby IF, med sine fodboldkampe får ekstra opmærksomhed, så det er det en festuge for alle – og alle aldre – og ikke kun dem der har relation til sporten i Strandby


Festugen finder sted på Strandby Stadion – bedre kendt som ”Beach Town Arena”. Men Strandby Hallens cafeteria er også inddraget til lokalhistoriske udstillinger.

Lægger ud med Oldboys fodbold
Der lægges på næste onsdag ud med Oldboys fodbold.


-Det bliver et rigtigt lokalopgør, lyder det fra Benny Brink, der har kontaktet omegnsklubberne og har fået en turnering stablet på benene.    

Træningsturneringen vil have deltagelse af fodboldklubberne i Vester Hornum, Overlade, Hornum, Haubro, Aars, Vognsild/Østrup, Suldrup og naturligvis hjemmeholdet fra Strandby.    

Samtidig tages der også hul på en anden vigtig turnering, nemlig indledende runde i kortspilsturneringen ”Fedtmule”. De seneste 2 år er Henning Andersen løbet med sejren, spændende bliver det om – og hvem der kan vriste vandrepokalen fra ham i år.  

Gåbanko og grillaften
Torsdag er der Gåbanko omkring Strandby. Ruten er på ca. 2,5 km. 

-Man kommer ud i naturen omkring Strandby og får rørt sig og hygger sig samtidig med at der bliver indsamlet numre. Ruten er ikke længere end alle kan være med – stor som lille, opfordrer Lenette Jakobsen, der står for aktiviteten        

Med appetitten i orden kan deltagerne i gåbanko – og alle andre se frem til, at der vil være tændt op grillen, så alle kan sikre sig aftensmaden og en fortsat hyggelig aften i teltet. Er der brug for at strække ben, kan man gå til hallens cafeteria for at se Henning Andersens udstilling med bl.a. klasse- og konfirmandbilleder.  

Mere fodbold
Fredag aften vil der være mere fodbold på programmet.Først træningskampe i serie 5 mellem Fjelsø-Gedsted FF, Farsø-Ullits IK og Strandby IF.

Herefter spilles sæsonens første turneringskamp i serie 3 mellem hjemmeholdet Strandby IF og Gundersted IF. Og når der spilles på hjemmebane med et heppende hjemmepublikum på lægterne, så får gæsterne fra Gundersted helt sikkert kamp til stregen.

Fredag aften skal årets fedtmulemester også findes.        

Stor og lille bold
Lørdag kommer der også andre bolde på banen.

Dagen lægger ud med en familie/kroket turnering. Ligesom for nogle år siden har man inviteret kroketklubben fra Vognsild til Strandby for at instruere og lede turneringen. Alle kan være med.  

En time senere går en floorball turnering i gang på Strandby’s mulitibane på Beach Town Arena. Deltagerne kommer fra den lokale floorballklub på ca. 30 medlemmer, der om sommeren spiller indendørs i Strandby Hallen og om sommeren på multibanen, der har kunstgræsunderlag. Det er Bjarne Pedersen der står for turneringen.

En anden fast del af festugens program hører også en opvisningskamp for veteraner. Det er Finn Poulsen der har samlet Strandby holdet, der stiller op mod et ligesindet hold fra Viborg.  

Fest og god mad
Efter en god gang eftermiddagskaffe med kage lørdag eftermiddag lades der op til den store finale på festugen.


Lørdag aften sluttes der nemlig af med teltmiddag bestående af helstegt pattegris m. tilbehør og en efterfølgende svingom til dansemusik fra orkestret Devotion.

-Hvis man endnu ikke har meldt sig til teltfesten kan det nås endnu, lyder det fra Benny Brink fra festuge udvalget og tilføjer:

Vi håber at der er mange der er – eller har været tilknyttet til Strandby, Ertebølle, Grønnerup m.fl. som borgere eller fodboldspillere, der vil dukke op for at være med.   

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: