STRANDBY: Solen skinnede fra skyfri himmel, humøret var højt og beskeden var jublende god.
For i dag afholdte Vesthimmerlands Naturfriskole for 3. gang sin sommerfest og der bliver helt sikkert også en fjerde, lod formanden for friskolens bestyrelse Kalle Serritslew forstå.
-Der har været mange snakke her på det seneste – starter vi op efter sommerferien Og det kan jeg med garanti sige. Det gør vi!. Vi har arbejdet intenst på at få nogle elever til vores skole og det har vi fået. Og vi har fået dem vi skal have, så det er super dejligt.
Efter klapsalver fra de ca. 150 fremmødte, kunne Kalle Serritslew gennemgå dagens program, som var særligt tilrettelagt for skolens elever, personale, søskende, forældre og naturfriskolens venner fra Strandby og omegn.
Efter at de fremmødte var blevet tanket op med sodavand, slushice, is, snacks og pølser var alle klar til at møde den kendte Ramasjang figur Onkel Reje. Først var der mulighed for selfies og herefter et forrygende show i festsalen.
Her gav Onkel Reje den fuld gas sammen med hans yndige hjælper ”Smukke Niller”, som fandt på de mest vanvittige ting som naturligvis blev belønnet med højlydt latter fra såvel børn som voksne i salen.
Herefter tog Skolens naturfagslærer Simon over med et spændende og eksplosivt kemishow i skolegården.
Så var det skolens elever til at underholde deres gæster, nemlig med sang. Da eleverne var i gang kunne de herefter begive sig ud på et orienteringsløb hvor opgaven bestod i at finde de rigtige sider i bøger, som var hængt op i træerne på skolens område.
Lagkage hørte også til på dagen. Både til at spise fra kagekonkurrencen, men også i en anden form til at kaste i hovedet på skoleleder Morten Christensen til stor morskab for alle.
Om aftenen deltog over 100 børn og voksne i aftenens grillarrangement, som var afslutningen på en god dag.
