Fest og farver gennem Farsø

FARSØ: Her over middag satte eleverne på Farsø Skole ekstra kolorit på Farsø midtby.

Lige over middag begav et karnevalsoptog bestående af eleverne fra 1.- 5. årgang samt elever fra skolens to modtagerklasser ud på en rute gennem byen. Den startede på Skolegade til Farsø Rådhuscenter – som man gik igennem, videre til kommunens administrationsbygning som også fik besøg. Herefter gik turen tilbage til hovedgaden, hvor de flere hundrede festklædte elever drejede til højre og vendte rundt ved tankstationen overfor kirken og gik tilbage til skolen.     

Formiddagen var blevet brugt til at forberede sig på optoget. Der blev lavet masker, kostumer, øvet sang, musik og dans. Sambarytmerne blev ført an på trommer, murerbaljer, rundstokke der blev slået mod hinanden, plastflasker fyldt med perlegrus m.m. 

Og særdeles festligt var det at se elevernes store smil, flotte masker, farverige kreationer med tyl og pomponer lavet af sorte plastsække.    


Her lægger karnevalsoptoget ud fra Farsø Skole på Skolegade.  

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: