HVALPSUND/ULLITS/VESTER HORNUM/VOGNSILD/VESTERBØLLE/OVERLADE: Ud over tøndeslagning og fastelavnsboller er Fastelavn i kirkelig henseende en af årets højtider. Der er derfor arrangeret en del aktiviteter i forbindelse med søndagens fastelavnsgudstjenester i egnens kirker, som i sagens natur i særdeleshed henvender sig børnefamilier.
For familiegudstjenester gælder det, at selv de mindste kan være med. For det gør ikke noget at man sidder lidt uroligt, taber salmebogen eller synger med de forkerte steder.
I Foulum kirke vil gudstjenesten være særdeles børnevenlig, hvor man meget gerne må komme udklædt. Efter fastelavnsgudstjenesten har Ullits spejderne arrangeret tøndeslagning i Ullits Minihal.
I Hvalpsund har de lokale menighedsråd valgt at slå fastelavnsgudstjeneste og tøndeslagning sammen i Hvalpsund Hallen. Det er borgerforeningen og gymnastikforeningen der står for det praktiske omkring tøndeslagningen.
I Vester Hornum gør sognene det samme, her afholdes fastelavnsgudstjeneste og tøndeslagning i Vester Hornum Hallen. Tøndeslagningen er arrangeret af FDF spejderne
I Gedsted, Fjelsø og Vesterbølle sogne går fastelavnsgudstjeneste og tøndeslagning på skift. I år er det Vesterbølles tur og man må gerne komme udklædt i kirken. Herefter er der tøndeslagning på Vesterbølle Efterskole.
Heller ikke de øvrige steder skal man bevæge sig langt fra fastelavnsgudstjenesten i kirken til tøndeslagningsarrangementet. I Vognsild er det i Klubhuset og i Overlade er det i kulturcentret. Også her er det lokale foreninger der står bag tøndeslagningen.
For alle arrangementerne, både i kirkerne og til de efterfølgende tøndeslagninger, håber man at rigtig mange vil møde op udklædte. For alle steder gælder det nemlig, at man ud over at kåre den hårdtslående kattekonge og – dronning også vil blive belønnet for bedste udklædning. Desuden vil der være mulighed for at købe fastelavnsboller og noget at drikke til både børn og voksne.
/cf