VESTRUP/LØGSTØR: For 22 år siden tog terapeut Lis Nielsen fra Vestrup initiativ til teenagegruppen – en sorggruppe for unge. Startdatoen var den 24. januar 2002 i Sund By i Løgstør.
Før sommerferien afholdt bestyrelsen for sorggruppen en afskedsreception for Lis Nielsen. Godt 70 personer, som enten har været tilknyttet tilbuddet igennem tiden eller som har været samarbejdspartnere, mødte op.
-Det var en fantastisk stund, meget vemodig – men også med megen glæde og taknemlighed fra min side, fortæller Lis Nielsen.
Lis Nielsens beslutning om at stoppe nu skyldes et længere sygdomsforløb med behandlinger som har taget på kræfterne.
-Jeg håber senere på året, at kunne genoptage mit arbejde som selvstændig familieterapeut. På den måde har jeg stadig muligheden for at tilbyde børn i sorg hjælp og bibeholde samarbejdet med skoler og efterskoler hvis de har nogle sorgramte familier.
Men jeg genoptager ikke Teenagegruppen, den har haft sin tid for mit vedkommende, siger Lis Nielsen. Jeg er derfor glad for, at Heidi Larsen vil starte en ny sorggruppe op i Løgstør, så børn og unge der har mistet fortsat kan få hjælp.
Mistede selv sin mor som 12-årig
Lis Nielsens største bevæggrund til at starte Teenagegruppen var, at hun selv mistede sin mor som 12-årig – altså som teenager.
-Dengang i 1974 blev der ikke sat mange ord på sorgen. Det ville jeg med Teenagegruppen gerne være med til at lave om på, fortæller hun.
Stor opbakning til Teenagegruppen
Teenagegruppen startede op i Løgstør med stor opbakning fra Løgstør Kommune og Torben Duelund. I 2006, i forbindelse med kommunesammenlægningerne, blev Foreningen Børn & Sorg i Vesthimmerlands og Jammerbugt Kommuner oprettet, og har siden stået bag det gratis tilbud for børn og unge som har oplevet at miste en forælder, og som har brug for et frirum til at bearbejde sorgen.
Møde andre unge i samme situation
-Mit håb har altid været, at børnene og de unge skulle føle sig hørt og anerkendt lige netop som de personer de er, og at ingen af deres følelser er forkerte. At de gennem teenagegruppen fik muligheden for at møde andre unge i samme situation og at de mødte en voksen som de forhåbentlig oplevede som ærlig og kærlig. En der kunne udholde at være sammen med dem i deres sorg.
Jeg er blevet spurgt mange gange om ikke det var hårdt. Jo, det er da frygteligt f.eks. at se – og være vidne til en dreng på 9 år, der har mistet sin mor og hvor sorgen lyser ud af øjnene. Jeg har følt magtesløsheden ved ikke at kunne trøste sorgen væk, men har varmet mig ved, at han vidste, at der var en der ville være sammen med ham i det forfærdelige han var i, og at han altid vidste han kunne ringe.
Husk, voksne ved godt hvor de skal gå hen. Det ved børn ikke. Alle skal være opmærksom på et barn i sorg. Husk at snakke med børnene om deres tab, lyder rådet fra Lis Nielsen.
80 unge har været en del af Teenagegruppen
Ca. 80 unge har været en del af teenagegruppen i de 22 år med gennemsnitlig 2,5 års deltagelse. Herudover har unge – typisk med lavt selvværd, været i forløb med individuelle samtaler hos Lis Nielsen.
-Vi holder gensynsdag en gang om året og jeg har fortalt at dem fortsætter vi med lige så længe de har lyst.
Der skal ord på sorgen
Da jeg engang spurgte de unge om, hvad det bedste var ved sorggruppen, svarede en af dem meget præcis: – Det bedste ved at gå i sorggruppen er, at man har lært at snakke om sine følelser, og har fået lyst til at gøre det. At møde en åbenhed omkring døden, hvor vi kan grine og græde sammen, og at der er nogen, der lytter til mine ord.
Og apropos det at kunne grine sammen, så har humoren altid været en hel naturlig del af samværet. Jeg tror på, at hvis man kan grine sammen, kan man bedre græde sammen, siger Lis Nielsen.
Et tilbud båret af samarbejde og donationer
Teenagegruppen og Foreningen Børn & Sorg i Vesthimmerlands og Jammerbugt Kommuner har/er båret af frivillige kræfter og derfor har tilbuddet været meget afhængig af samarbejde og donationer.
– Den store opbakning jeg har fået fra bestyrelsen og fra lokalområdet har virkelig varmet gennem alle årene. Blandt flere har Lions pigerne i Farsø støttet økonomisk igennem mange år – tak.
Den største tak skal dog gå til unge mennesker og deres fædre/mødre for den ubetingede tillid de altid har mødt mig med – og den måde de har behandlet hinanden på og stadig gør, når vi mødes til gensynsdage.
/cf