Farsøs julemærke er udkommet for 3. gang

FARSØ: For 3. gang står Lions Klubben i Farsø i samarbejde med kunstnerne fra Galleri 14 bag Farsø’s eget julemærke.

Her ses Peter Møller fra Lions Club Farsø med det motiv som er valgt til dette års julemærke fra Farsø og som er malet af Poul Spanggard fra Galleri 14 gruppen.

I dag, i forbindelse med galleriets fødselsdag, blev det offentliggjort hvilket af de seks forslag som kunstnerne er kommet med, som blev valgt til Farsø’s julemærke 2011.

 Valget faldt på Poul Spanggaards stemningsfulde maleri af julemanden i kane med hesteforspand – i snevejr naturligvis.      

– Opgaven lød på en typisk, dansk, romantisk jul, fortæller Peter Møller fra Lions Club, Farsø. Og det var der mange forskellige bud på, men i dommerkomiteen besluttede vi os Poul Spanggards maleri.

– Ud over stemningen vil man også bemærke at det er en hest og ikke et rensdyr han har spændt for kanen, hvilket er meget kendetegnende for vort område, indskød Peter Møller med et glimt i øjet.   

Poul Spanggaard stiller sit motiv gratis til rådighed for julemærket, som er blevet trykt på 700 julemærkeark, som vil blive solgt i lokalområdet, heriblandt i Galleri 14.

Overskuddet fra salget af julemærkerne går ubeskåret til Julemærkehjemmet i Hobro.

– Modsat det landsdækkende julemærke, går julemærket fra Farsø til bestemte ting, som børnene på Julemærkehjemmet i Hobro ønsker sig, og altså ikke til den daglige drift, fortæller Peter Møller.

Sidste år indbragte salget af Farsøs julemærke kr. 10.000

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: