FARSØ: Normalt fejrer man 75 års jubilæum, men det var for fem år siden ikke muligt for KFUM Spejderne i Farsø, da det var under Corona pandemien.
Spejderne havde derfor set frem til 80 års fejringen, som fandt sted i lørdags i og omkring deres spejderhus Graneborg på Industrivej i Farsø.

Ud over spejderne selv og deres ledere, som rent faktisk indtil kl. 15.00 havde været på distriktsturnering i Aalestrup, var også tidligere spejdere, ledere, gruppemedlemmer, frivillige i loppemarkedet og repræsentanter fra nabo spejdergrupper mødt frem til jubilæet.
Der var naturligvis spejderaktiviteter i gang på udeområdet, der også omfattede pandekager over bål, men det var dog mere jubilæumskagen, som var brunkage, der havde spejdernes og gæsternes opmærksomhed.

De ca. 50 gæster var budt indenfor i Graneborg og her var der flere taler.

Vi har så mange fantastiske spejdere
Nuværende formand for KFUM Spejderne Farsø, Birthe Bisgaard lagde ud.
-Vi er så heldige med, at vi har så mange fantastiske spejdere, spejderledere og forældre, som gør det muligt at børnene hver uge kan komme her for at gå til spejder. Vi har folk der arbejder i vores loppemarked hver uge og som tjener ekstra penge, så vi kan holde kontingenterne nede. Der er altid liv og glade dage her, som I kan se her i dag.
Plads til alle i fællesskabet
Som formand er det fantastisk at opleve al den energi der bliver lagt her. Her er der plads til alle og man kan komme selvom man ikke er god til noget. Der er altid noget man kan gøre når man går til spejder. For fællesskab er nøgleordet her.

Hæder til tre nuværende spejderledere
I dag vil jeg gerne hylde nogle af vores egne. Igennem de 80 år har der været mange mennesker som har betydet rigtig meget for at man kan gå til spejder. Så en tak til jer som har været en del af det igennem årene. Men jeg vil alligevel gerne hylde nogle af dem som stadig er aktive her i spejderhuset. Tilsammen har de været med i over 100 år. Jeg taler om Rasmus Hedegaard, Kenneth Rieks Jakobsen og Flemming Nielsen.
Kenneth du startede som spejder i Farsø og rykkede til Strandby. Men vendte tilbage til Farsø, var med til at starte rover op og har siden været leder af alle grenene. Senest som Bæver-leder og du har også siddet som kasserer i grupperådet. I dag er du gruppeleder og har ansvaret for at vi har ledere nok. Kenneth, du er god til at uddelegere opgaver og har startet en masse nye ledere op, så vi har nogle der vil tage over, den dag nogle stopper. Det smitter også af på din familie, for alle dine børn går til spejder. Jeg ved at du lige netop i år har været leder i 25 år. Det er godt gået!
Når man tænker spejder i Farsø, så tænker man på dig Flemming. Og når man spørger hvor længe du har været med, så siger du altid. Trods alt ikke i alle 80 år, men mange af dem. Du har selv været spejder og leder for forskellige grene. Lige nu er du aktiv i grupperådet som frivillig. Og når der er valg til grupperådet siger du hvert år. – I må smide mig ud når I trænger til noget udskiftning. Flemming det kommer ikke til at ske, for du uundværlig, du er en ildsjæl, der brænder for det du laver. Du startede som 7 årig, så du har været med i 56 år.
Rasmus jeg kom til at nævne for dig hvor lang du har været med, nemlig siden 2006. Det vil sige til næste år har du 20 års jubilæum. Så det synes vi også skulle fejres i dag. Du har også været spejder altid. Du startede i Aalestrup og var leder der, men blev lokket til Farsø, som vi er rigtig glade for og har været aktiv her lige siden. Du har også haft alle dine børn med til spejder og er engageret i det du laver. Så tak for de første 20 år.
Men også formand Birthe Bisgaard har efterhånden været med i mange år (13 år) ikke fordi hun selv var spejder, men som engageret forælder. Og engagerede forældre er der mange af omkring Farsø KFUM spejdere, hvilket er spejdergruppens styrke.
Nostalgisk tilbageblik
Herefter fulgte flere taler fra tidligere spejdere og medlemmer af grupperådet, bl.a. Hans Jørgen Nielsen.

Han tog et nostalgisk tilbageblik på marcher med fanen. Men han fortalte også, at det altid er gået op og ned med spejderarbejde, og det derfor glæder ham, at det i dag går så godt som det gør. – Jeg kan ikke huske, at der har været så mange grønne spejdere her før, for vi var altid i konkurrence med de gule og de blå, men i dag vil jeg gerne gratulere med hvor godt det går!, lød det fra Hans Jørgen Nielsen.
Han fortalte også om dengang spejderhuset skulle udvides i slutningen af 1970’erne. Det var Torben Fredgaard og co, der stod for det.

-Jeg følte ikke rigtig jeg kunne bidrage, for der var ikke så meget håndværker i mig, så derfor lavede jeg tavlen med knob og opslagstavlen(som stadig findes i spejderhuset – red), for så følte jeg også jeg havde bidraget.
Forbundethed med kirken
Hans Jørgen Nielsen havde en gave med fra Farsø Menighedsråd, som han i dag er formand for. Det var et billede af Farsø Kirke, for Farsø KFUM spejdere og Farsø Kirke har en særlig forbundethed og har altid haft det. Tak for det gode samarbejde, lige for øjeblikket er det bl.a. med spaghetti gudstjenesterne.
Opgaver gennem tiderne
Flemming Nielsen fortalte om hvordan det at gå til spejder og hvordan det er gået op og ned igennem tiden, for der har altid været idræt og andre fritidsinteresser at konkurrere med. Og med hensyn til ledere, hvem gider at passe 35 ulveunger?. Men det har altid vi løst. Vi har også skullet samle penge sammen. I adskillelige år samlede vi aviser det var 10-20 tons hver gang. Det var smadder hyggeligt og ungerne hjalp til, men det var også et bøvl. Papirindsamlingen stoppede da alle husstande fik egen papircontainer.
Vi har også altid haft strandrensning lige fra jeg var lille dreng. Dengang måtte vi tømme vognene flere gange. Der var så meget skrammel som slet ikke skulle være derude. I dag har vi stadig strandrensning sammen med andre spejdergrupper på strækningen fra Stistrup til Hvalpsund. I dag er der ikke ret meget skidt, det kan være i en trailer, men vi får lidt penge for det stadigvæk og vi nyder det. Vi får en tur til stranden og giver den læring til børnene at der faktisk er nogle ting der ikke hører til i naturen.
Loppemarkedet har også været med i rigtig mange år. Det har været forskellige steder i byen. Det er en hel historie for sig selv, men alle de mennesker der har været med i kortere eller længere tid, har gjort at vi har haft nogle penge at gøre med, så vi f.eks. kan gøre nogle ting ved spejderhuset. Så jeg vil takke alle dem som har brugt deres tid.
Fra 5 til 80 spejdere
Kenneth Rieks Jakobsen kunne fortælle at i 2015 var spejdergruppen ved at lukke ned med kun 5 spejdere. Der blev gjort en stor indsats og på kun få år peakede gruppen med 80 spejdere, så kom Corona. Vi leverede nødhjælpspakker til spejderne og lavede en virtuel spejderlejr, hvor hver spejder slog et en-mandstelt op hjemme i sin egen have. Under corona blev vi tvunget til at være ude, og det har vi faktisk været lige siden.
Spejderstof til eftertiden
-Spejderne altid har fulgt med udviklingen. For 10 år siden skulle alt på internettet. I dag foregår alt med smartphone og sociale medier. Det betyder også meget går tabt og slettes. Derfor vil vi nu videregive billeder, skrapbøger m.v. til Farsø lokalhistoriske arkiv, så de første 80 år trods alt kan gemmes til eftertiden, lød det fra Kenneth Rieks Jakobsen
Efter taler og hædringer fortsatte spejderaktiviteterne udenfor.


/cf
FAKTA:
KFUM Spejderne Farsø
Stiftet 15. april 1945
Antallet af spejdere er gået op og ned. I 1994 passerede antal spejdere 100. Herefter en nedgang til 5 i 2015, som herefter igen steg til 80. I 2025 er der ca. 50 spejdere fordelt på tre grene(Bæver, Ulve og Trop).
Da spejderne startede i Farsø i 1945, blev mødeaktiviteterne holdt i private hjem, men efter nogle år fik man etableret en træhytte som blev stillet op bag den gamle præstegård i Farsø. Her udfoldede arbejdet sig i årene frem til 1959.
I 1959 samledes kræfterne om at få bygget det nuværende Graneborg. Grunden blev stillet til rådighed som dengang var landbrugsjord. Der blev lagt megen frivillig arbejdskraft i at få etableret det nye spejderhus på heden. I dag er Graneborg på Industrivej omgivet af boligkvarterer og erhvervsvirksomheder.
Graneborg blev udvidet i 1978-79. Senest er Graneborg blevet udvidet med et halvtag, ligesom der på pladsen er etableret to nye shelters.
KFUM Spejderne har tilknyttet et loppemarked som befinder sig på Søndergade 32 som er drevet af frivillige.