FARSØ: – Med undtagelse af nogle få dage og nætter med frost, så har vi haft et meget mildt efterår. Det har fået mange billister til at udskyde skiftet fra sommer- til vinterdæk, fortæller automekaniker Anders Madsen, der ejer AutoPartner-værkstedet – Farsø Autoteknik, sammen med automekaniker Kristian Aagesen.
På trods af, at kalenderen nu viser december, kører mange bilister fortsat rundt med sommerdæk på bilen.
-Normalt begynder kunderne for alvor at henvende sig til værkstedet for at få skiftet til vinterdæk i oktober, men i år ser vi en tendens at kunderne kommer for at få skiftet sommerdækkene ud senere, end de plejer, lyder det videre fra Anders Madsen.
Han fortæller, at han endnu ikke har oplevet en vinter uden glatte veje, sne og slud. Lige pludselig er vinteren der, og så må sommerdækkene altså give fortabt, og så går det ud over trafiksikkerheden.
Han anbefaler at køre på vinterdæk, så snart vejtemperaturen er nede på syv grader – og det er den altså nu. Man skal også tjekke at dækmønstret skal være på mindst tre millimeter.
Bedre sikkerhed og brændstoføkonomi
Bedre sikkerhed er den åbenlyse og vigtigste årsag til at få sat vinterdæk bilen. Vinterdæk giver en markant kortere bremselængde, når kulden rammer, og tusindvis af små riller i dækket giver et optimalt vejgreb i sne og slud.
Hos Farsø Autoteknik oplever man også, at mange ikke er klar over, at de rigtige dæk til årstiden også kommer med en væsentlig brændstoføkonomisk gevinst. Det skyldes, at har man godt vejgreb og dermed et godt træk på hjulene, så undgår man at bruge unødvendigt brændstof på at lave hjulspind, hvilket især kan være en udfordring for elbilerne, der ofte har flere hestekræfter end benzin- og dieselbiler.